Regeringen og Enhedslisten forventes at bruge penge på at ansætte flere pædagoger. På tide, siger fagforening.

Et vendepunkt for børn og voksne i de danske daginstitutioner.

Det siger pædagogernes fagforening, Bupl, om udsigten til en finanslovaftale, der sikrer mere pædagogisk personale i børnehaver og vuggestuer.

- Det er klart min forventning, at der kommer en forbedring ind i form af ekstra penge til at ansætte pædagoger i kommunerne, siger formand Henning Pedersen søndag morgen.

- Det er der i allerhøjeste grad brug for. Vi har set nedskæringer nu i flere år i træk. Vi skal have vendt den nedadgående spiral, der har bragt uholdbare situationer frem, hvor pædagoger står alene med rigtig mange børn, tilføjer han.

Ifølge Bupl har kommunernes hårdt pressede økonomi medført, at der er blevet nedlagt 1500 pædagogstillinger alene inde for det sidste halvandet år.

- Der er noget, der tyder på, at standarden simpelthen gradvist er blevet forringet. Det er det, som skal sættes en stopper for, siger Henning Pedersen.

- Derfor har jeg en forhåbning om en forventning om, at vi får vendt den udvikling ved at sætte penge af på finansloven, tilføjer han.

Enhedslisten er gået til finanslovforhandlingerne med krav om at skaffe flere tusinde flere pædagoger herhjemme.

- Vi har en forventning om, at vi kan få et resultat, der sikrer mere pædagogisk personale i fremtiden, fortæller gruppeformand Per Clausen.

Regeringen og Enhedslisten forventes at lægge sidste hånd på finansloven for 2012 i løbet af søndagen.

/ritzau/