Helle Plougmann, der har siddet i byrådet i Norddjurs Kommune siden nytår, selv om hun ikke er valgt, siger nu til DR Østjylland, at partiet vidste, der var sket en fejl allerede på valgaftenen.

Enhedslisten stillede kandidaterne op på partiliste, hvor kandidaterne vælges ind i den rækkefølge, de står på listen. Derfor skulle Helle Plougmann oprindeligt ikke være valgt, fordi hun stod som nummer fire på listen.

LÆS OGSÅ:

Helle Plougmann siger til DR, at nummer to og tre på liste Ø havde meldt ud, at de ikke ønskede at blive valgt, så de ville trække sig, hvis Enhedslisten fik to valgt personer ind. Men så langt lod partiet det aldrig komme, selv om man fik to mandater.

»På valgaftenen sker der så det, at man ved en fejl kommer til at køre efter sideordnet opstilling i stedet for partiliste, og så ryger jeg automatisk ind. Partiforeningen beslutter så, at det gør vi ikke noget ved, fordi det er en belejlig fejl, og vi slipper for en besværlig procedure med, at folk skal trække sig. Så det var en helt bevidst beslutning, at vi ikke klagede over det, fordi det var til vores fordel,« siger Helle Plougmann til DR Østjylland.

Hun er i dag ikke længere medlem af Enhedslisten og sidder derfor som løsgænger i kommunalbestyrelsen. Derfor antyder hun, at partiet nu ser fejlen som en mulighed for at få mandatet tilbage.

Mogens Overballe, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten i Norddjurs Kommune, oplyser, at der var forvirring på valgaftenen, og at »partiet måske ikke helt var klar over fejlen«.