Selvom meningerne om hendes indkomst har været mange, holder 36-årige Carina fra København fast: Jeg er fattig.

Det fastholder hun, da bt.dk besøger hende dagen efter, at hun havde besøg af SF´s Özlem Cekic og Liberal Alliances Joachim B.Olsen til en snak om fattigdom i Danmark.

- Hvis du ikke er i stand til at invitere din søn i biografen engang i mellem, mener jeg, at man er fattig. Det kan jeg ikke, og derfor synes jeg, at jeg er fattig, selvom det måske ser anderledes ud, siger Carina til bt.dk.



Besøget af politikerne skete efter, at Joachim B.Olsen for et stykke tid siden udtalte, at der ikke findes fattige i Danmark. Derfor inviterede Özlem Cekic ham ud for at besøge, hvad SF´eren selv betegner som en fattig person i Danmark.



- Jeg kan godt forstå, at når folk ser budgettet, hvor det ser ud som om, at jeg har 5.000 kr. til mad og hygge om måneden, at de ikke mener, at jeg er fattig. Men Joachim fordrejer tingene. Det er ham, der i mit budget har angivet børnepengene som en indtægt hver måned, men det er det ikke.



- Jeg får kun pengene hvert kvartal, og de bruges ofte til større uforudsete udgifter som f.eks. en nye sofa for nylig. Nogle gange bliver de også brugt til mad, hvor jeg køber stort ind til flere måneder, fordi ellers kan jeg og min søn ikke overleve. Derfor er det ikke penge, som jeg har til forbrug hver måned, og det forsøgte jeg også at forklare Joachim, men han var ligeglad, siger Carina til bt.dk.

Hun understreger også, at børnepengene er angivet for højt i budgettet. Ifølge Carina får hun 8.500 kr. om i kvartalet og ikke 2.909 kr. om måneden, som det er angivet i budgettet.

- Jeg har altså kun 1.600 kr. hver måned til at betale mad og lidt hygge til min søn. Det mener jeg bestemt ikke, der er mange penge, siger hun og er f.eks. sur over, at Joachim B.Olsen brugte meget tid på at pointere, at Carina ryger.



- Jeg synes, det er en privatsag, om jeg ryger eller ej. De få penge jeg bruger på rygning hver måned er min egen sag, og det mener jeg ikke, der gør mig mindre fattig.



Carina ønsker fortsat ikke at stå frem med navn, adresse eller billede, men bt.dk er bekendt med hendes oplysninger.