På den socialdemokratiske venstrefløj græder de tørre tårer over Bjarne Corydons afsked med dansk politik.
Og at det netop blev McKinsey, som i årtier har stået bag forhadte rationaliseringer og omstruktureringer i den offentlige sektor, vil man trække hånligt på skuldrene over.
Embedded carousel
»Hvad sagde vi. Nu viser han endelig sit sande ansigt,« vil de sukke i den del af baglandet, der mener, at Socialdemokraterne er skabt til at stå bag et helt særligt systembevarende medmenneskeligt samfundsprojekt.
Sandheden er, at Bjarne Corydon, der som en af de få politikere i dag kan prale af at have en isme opkaldt efter sig, forsøgte at redde Socialdemokraterne ved at omdefinere partiets ideologiske ståsted og trække det derind, hvor magten og realpolitikken befinder sig.
Og ser man på, hvor partiet ligger i dag, så var det hans linje, der vandt.
Bjarne Corydons tid som aktiv politiker blev kort og stormfuld. Han kom ind på et pludseligt afbud som finansminister, da Henrik Sass Larsen blev fældet som ikke-ministeregnet.
Han oplevede en kolossal optur i de første år, hvor hans konsekvente reformkurs blev omfavnet af erhvervslivet og de blå partier. I flere år i træk blev kåret som Danmarks mest magtfulde og mest troværdige.
»Don Corydon« eller »Blå Bjarne« med den dybe rolige stemme, som man ikke kan lade være med at lytte til, sad og trak i trådene og vidste lige præcis, hvor han ville hen.
Og havde det ikke været for det skæbnesvangre salg af DONG-aktier til Goldman Sachs og nedturen, der fulgte efter, kunne han have have udfordret Mette Frederiksen som formand for partiet.
I stedet endte han som en figur, der havde haft sin tid og taget sine kampe, og stod tilbage uden så mange støtter.
Bjarne Corydon, dengang embedsmand i partiets politisk-økonomiske sekretariat, støttede Frank Jensen i formandsopgøret i 2005. og han havde sådan set indstillet sig på at pakke sine ting og forlade skrivebordet, da Helle Thorning Schmidt var blevet valgt som ny formand.
Men hun havde brug for Bjarne Corydon, som viste sig at være en blændende taktiker og mere pragmatiker end gift med partiets røde fløj.
I forhandlingerne med SF om Fair Løsning og Fair Forandring kørte han tæt parløb med Thorning-Schmidt og Henrik Sass Larsen om en helt ny parlamantarisk kurs for Socialdemokraterne uden om de Radikale. Det var først og fremmest det trekløver, der lagde strategien for valgsejren i 2011.
Bjarne Corydon var Thornings nærmeste fortrolige. De to var låst i et skæbnefællesskab. Men det blev den radikale leder Margrethe Vestager, som Bjarne Corydon kom til at køre det aller tætteste parløb med i regeringen.
De to forstod hinanden, lyttede til økonomerne og embedsmændene, rystede på hovedet af SFerne, og havde i kriseårene en opfattelse af »en nødvendighedens politik.« Altså at der findes en politik, som ikke er styret af hverken ideologi eller interesser, men slet og ret er en nødvendighed.
Skal man karakterisere »corydonismens« inderste væsen, er det, at den socialdemokratiske model hverken er socialistisk eller liberal.
Kursen for en socialdemokratisk regering er løbende og pragmatisk at optimere velfærdssamfundet til at være robust og holdbart. Og så må man tage de midler i brug der er nødvendige.
Tankegangen ligger fjernt fra de fleste socialdemokratiske kernetropper, som drømmer om at deres parti skal stå i spidsen for et helt særligt solidarisk og lighedsorienteret projekt.
Derfor lå Bjarne Corydon i konstant og åben krig med venstrefløjen og dele af det socialdemokratiske bagland. Det begyndte med udtalelser om, at Socialdemokraterne ikke er noget venstrefløjsparti, senere at »konkurrencestaten« er den nye velfærdsstat.
Det var Bjarne Corydon, der i 2013 var arkitekten bag regeringens vækstpakke og den udskældte nedsættelse af selskabsskatten.
Det var Bjarne Corydon, der utidigt og midt i de afgørende forhandlinger om SAS fremtid, sendte en SMS til kabinepersonalets repræsentanter, og opfordrede dem til at indgå en aftale.
Det var Corydon, der afbrød trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen i forsommeren 2012, og Corydon, der i samme måned sendte Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen op i det højrøde felt, da regeringen indgik en aftale om en skattereform med Venstre og Konservative. En reform, der blandt andet indeholdt en lavere regulering af overførselsindkomster.
Det var Corydon, der kaldte aftalen om de såkaldte »akutjob« for »en fuldt og dækkende løsning.« Akutjob skulle redde udfaldstruede dagpengemodtagere i den langstrakte politiske farce, som kom til at præge hele Thorning-regeringens levetid. Senere viste det sig at akutjob var en fiasko af de store.
Det var Bjarne Corydon, der stod i spidsen for opgøret med lærernes overenskomst, og senere da den og den nye folkeskolereform skulle implementeres, hyrede netop sin kommende arbejdsgiver McKinsey til gøre det beskidte arbejde ude i kommunerne.
Men ikke nok med det. Bjarne Corydon lagde sig også ud med de gamle formænd. Poul Nyrup Rasmussen mente, at salget af DONG-aktier var en katastrofe, og at prisen var alt for lav. Mogens Lykketoft mente, at Corydon lyttede alt for meget til de magtfulde embedsmænd i Finansministeriet og ukritisk accepterede deres alt for blå regnemodeller.
I ministeriet blev han kendt for at køre et meget tæt parløb med departementschef David Hellemann om at reformere velfærdssamfundet med den økonomiske krise som brændende platform. Et makkerpar, der blev set som motoren i mange af de af baglandet udskældte reformer, som Thornings regeringer tegnede sig for.
Men det blev DONG-sagen og SFs dramatiske udtræden af regeringen, der knækkede Bjarne Corydons magtfulde position i regeringen.
Selv om Helle Thorning-Schmidt måtte have drømt om, at han skulle tage over efter hende, var de forestillinger endegyldigt forbi, da Henrik Sass Larsen allierede sig med Mette Frederiksen.
Mange havde forudset, at Bjarne Corydon ville forlade politik efter valgnederlaget og formandsskiftet tidligere på året. Hans temperament er ikke til at være oppositionspolitiker.
Bjarne Corydon skal ind og tage kampene, hvor magten er. Men han blev i Folketinget, og arbejdede loyalt for den nye formand i S-toppens nye trekløver med Frederiksen og Sass Larsen. Men kun et halvt år.
Pragmatikeren, blå Bjarne, Don Corydon skal videre. Embedsmandens tid som politiker blev en parentes, men en vigtig en af slagsen.
