Har Venstres Troels Lund Poulsen forsøgt at påvirke afgørelsen i sagen, om Helle Thorning-Schmidts mand er skattepligtig i Danmark? Hvem lækkede afgørelsen fra Skat til B.T.? Hvad vidste Lars Løkke Rasmussen om sagen?

Spørgsmålene er mange i sagen, der har potentiale til at blive den største skandale i dansk politik i næsten tyve år.

Bt.dk giver et kort overblik over den komplicerede sag. Længere nede i teksten er det muligt at få styr på vigtige datoer i sagen.

KORT OVERBLIK:

Sagen starter i sommeren 2010, da B.T. sår tvivl om, hvorvidt Stephen Kinnock - Helle Thorning-Schmidts mand - skatteforhold. Stephen Kinnock betaler ikke skat i Danmark, og hele stridspunktet er, om Kinnock, der arbejder hos World Economic Forum i Genevé i Schweiz, opholder sig for lidt i Schweiz til at undlade at betale skat i Danmark.

Helle Thorning-Schmidt afbryder bl.a. sin ferie i Frankrig for at forklare sig i sagen, og hun lover efterfølgende at lægge hele afgørelsen frem, når den forelægger fra Skat.

I september 2010 afgør Skat, at Stephen Kinnock ikke er skattepligtig i Danmark. Helle Thorning-Schmidt fremlægger et meget kort uddrag af kendelsen og nægter at udlevere resten med hensyn til, det er en privatsag.

I valgkampen kunne B.T. så afsløre, efter at have set afgørelsen, at Helle Thorning-Schmidt uretmæssigt har fået dobbelt fradrag gennem seks år, men sagen er forældet.

Ingen ved, hvem der har lækket afgørelsen til B.T., men efter Ekstra Bladet søndag 4.december afslørede, at Troels Lund Poulsens tidligere særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, havde tilbudt avisen dele af afgørelsen, er opmærksomheden rettet mod Peter Arnfeldt. Det har fået flere til at anføre, at hvis Peter Arnfeldt er indblandet i sagen, vidste Troels Lund Poulsen også besked. Men det nægter Troels Lund Poulsen, der som følge af sagen har taget orlov fra Folketinget på ubestemt tid.

Sagen har også fået Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på glatis. Han havde på et pressemøde mandag ualmindelig svært ved at svare på, om der i Venstre-regi har været holdt møder, hvor skattesagen har været nævnt. Senere indrømmede Løkke, at der har været talt om sagen, men kun på et generelt plan. Løkkes nuværende særlige rådgiver og tidligere pressechef for Venstre, Mikael Børsting, har dog erkendt at have holdt møder med Peter Arnfeldt, hvor skattesagen er blevet diskuteret.

Lækket til B.T. efterforskes nu af politiet, og skatteminister Thor Møger (SF) har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission for at afdække 'hver en sten i sagen', som det formuleres.

Vigtige datoer i skattesagen:

Departementschef i Skatteministeriet Peter Loft og direktør i Skat København Erling Andersen, der har stået fort afgørelsen, mødtes fem gange i august 2010, inden sagen blev afgjort. Her blev der udvekslet forskellige dokumenter, som undersøgelseskommissionen skal undersøge:

16. august 2010: Peter Loft giver Erling Andersen udklip fra avisartikler, hvor skatteeksperter vurderer, at Stephen Kinnock er skattepligtig i Danmark.

1.september 2010: Et møde bliver holdt mellem Erling Andersen og Peter Loft på dennes kontor. Loft giver Erling Andersen et notat, men de to embedsmænd er uenige om indholdet i notatet. Erling Andersen har anført i sin redegørelse om sagen, at Peter Loft beder ham tage notatet, hvor konklusionen er, at Kinnock er skattepligtig i Danmark, med i overvejelserne i sagen.

Peter Loft siger, at han fik notatet fra Troels Lund Poulsen eller hans rådgiver Peter Arnfeldt. Loft skriver også, at notatet måske stammer fra Venstres pressetjeneste, men afviser imidlertid påstandene om pression.

Politisk kommentator, Niels Krause-Kjær, mener i stedet, at notatet stammer fra B.T.

På mødet 1.september giver Peter Loft også Erling Andersen to sider om Skatteministeriets praksis i lignende sager.

13.september 2010: Peter Loft giver Erling Andersen et håndskrevet dokument med en formulering, han ønsker med i afgørelsen på skattesagen. Det afviser Erling Andersen med henvisning til, at han ikke finder det relevant.

Det ventes, at medlemmerne af den kommende undersøgelseskommission bliver udpeget inden for få uger, og resultatet af undersøgelsen vil være klar om halvandet års tid.