Lene Espersen beklager under samråd i Finansudvalget meget, at hun ikke svarede korrekt i Folketinget.


Udenrigsminister Lene Espersen (K) beklager igen, at hun den 13. maj 2009 ikke svarede fyldestgørende på et spørgsmål i folketingssalen.

Det sker under et samråd i Finansudvalget i Folketinget fredag formiddag, hvor Lene Espersen skal forklare sig i sagen om overbetaling til private sygehuse.

Espersen foreslog i marts sidste år at sætte taksterne til privathospitaler ned med 25 procent. Men da SF's sundhedsordfører Jonas Dahl den 13. maj 2009 spurgte Lene Espersen, hvilke beregninger der lå til grund for hendes forslag, svarede hun, at det var den konservative folketingsgruppe, der stod bag.

Det var ikke hele sandheden, hvilket Lene Espersen i forvejen har beklaget over for Folketings formand, Thor Pedersen (V). For Lene Espersen havde også oplysninger fra Sundhedsministeriet.

- Jeg skal igen meget beklage, at det ikke skete, siger Lene Espersen og forklarer, hvor problemet efter hendes mening ligger.

- Det drejer sig navnlig om mine udtalelser om, at det ikke var et udspil, der byggede på noget fakta fra Økonomi- og Erhvervsministeriet eller andre steder, men noget vi arbejdede med i den konservative folketingsgruppe.

- Når min udtalelse ikke var præcis og fuldt dækkende, var det fordi, at jeg gennem den daværende sundhedsminister, der som konservativ folketingsmedlem deltog i arbejde med partiets sundhedsudspil, var bekendt med en række oplysninger om takster på private sygehuse, som stammede fra Sundhedsministeriet. Jeg skulle havde oplyst, det stammede fra Jakob Axel Nielsen, siger Lene Espersen.

Oppositionen mener ikke, at der er tale om, at Lene Espersen ikke har svaret fyldestgørende. De mener, at der er svaret forkert.

- Svaret byggede på fakta fra regeringen, og derfor er svaret forkert, siger den radikale næstformand Morten Østergaard.

/ritzau/