Folketingsmedlem Tina Petersen (DF) politianmeldt for overtrædelse af sin tavshedspligt og injurierende udtalelser mod lederen af en behandlingsinstitution.

Når Folketingets §71-tilsyn i næste uge skal på tilsynsbesøg i den private behandlingsinstitution Solhaven i Farsø i Nordjylland, skal Dansk Folkepartis Tina Petersen nok ikke regne med at føle sig specielt velkommen.

Institutionens forstander, Søren Virenfeldt, har nemlig anmeldt hende til Løgstør Politi for overtrædelse af hendes tavshedspligt som medlem af folketingets §71-tilsyn, misbrug af beføjelser samt groft injurierende udtalelser mod forstanderen.

Mandag eftermiddag udsendte Tina Petersen en pressemeddelelse, hvor hun afviste at deltage i tilsynsbesøget på den private behandlingsinstitution Solhaven i Farsø i Nordjylland.

I meddelelsen udtalte hun blandt andet følgende om tilsynsbesøget på Solhaven: "I det konkrete tilfælde har jeg erfaret, at chefen har truet med inddragelse af mobiltelefon og med andre sanktioner, hvis de (anbragte unge, red.) taler med §71-tilsynets medlemmer".

/ritzau/