Landbruget håber på at få kunne få en forspring fremfor udenlandske konkurrenter ved at dna-teste danske svin.

Danske forskere og svineproducenter begynder nu som de første i verden at dna-teste grise for lynhurtigt og sikkert at kunne udvælge de allerbedste avlsdyr.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Det ventes, at de nye højteknologiske metoder i løbet af få år vil hæve tempoet i avlsarbejdet med mindst 30 procent, hvilket på sigt vil give erhvervet en milliardgevinst og et betydeligt forspring til udenlandske konkurrenter.

Forskere fra landbrugets brancheorganisationer og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet har i årevis arbejdet på at kortlægge grisens arvemasse og identificere akkurat de dna-strenge, der har betydning for, hvordan grisene udvikler sig.

- Grisens dna består af omkring 62.000 byggesten. Dem kender vi nu, og vi ved, hvilke af disse byggesten, der har betydning for eksempelvis grisens styrke og tilvækst. Dermed har vi så at sige dna-formlen, der kan identificere de allerbedste avlsdyr, som skal være grundlaget for kommende generationer af slagtesvin, forklarer afdelingschef Anders Vernersen, Videncenter for

Svineproduktion, til avisen.

Hidtil har avlsarbejdet forbedret indtjeningen pr. slagtesvin med omkring 12

kroner om året. Med brug af dna-test kan den årlige fremgang accelereres til

mindst 16 kroner pr. gris.

/ritzau/