Efter NATO-ønske om dansk støtte sender Danmark et kommandoskib som bidrag til alliancens flådestyrke i Middelhavet, oplyser udenrigsminister Kristian Jensen.

Den anspændte situation i det krigsramte Syrien får nu Danmark til at sende et bidrag til NATOs mission i Middelhavet.

Inden længe vil et dansk kommandoskib således blive en del af NATOs flådestyrke i Middelhavet, oplyser udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Flere lande er i øjeblikket særdeles aktive i Syrien, hvor landets præsident, Bashar al-Assad, forsøger at nedkæmpe den brede skare af oprørsgrupper, der ønsker ham sat fra bestillingen.

Et af de lande, der bomber oprørerne i Syrien, er Rusland, der i sidste uge mistede et kampfly, der blev skudt ned af NATO-landet Tyrkiet. Det har ført til en tilspidset situation mellem de to lande.

Men det danske bidrag i form af et krigsskib har dog ikke noget med nedskydningen at gøre, forklarer Kristian Jensen.

»Det har været et ønske gennem længere tid fra NATOs side, så det har ikke noget med nedskydningen at gøre. Det er et ønske om at være til stede, så der kan sikres stabilitet og sikkerhed i området. Det er nu, vi har muligheden for at bidrage,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Indtil videre har Danmark med skibet taget aktivt del i kampen mod pirateri ud for Somalias kyst, men der er plads til, at skibet nu i stedet kan sendes til Middelhavet, forsikrer udenrigsministeren.

»Det er heldigvis sådan, at arbejdet med at bekæmpe pirateri er blevet løst succesfuldt. Derfor kan vi nu flytte skibet over for at hjælpe til i Middelhavet, hvor der gennem længere tid har været uro omkring krigen i Syrien. Derfor har en række NATO-lande - blandt andre Tyrkiet - ønsket, at vi er til stede, og det kommer vi til at være nu,« siger Kristian Jensen.

Skibet skal ifølge Jyllands-Posten over en periode på tre måneder næste år bidrage til NATOs maritime afskrækkelse og deltage i øvelser med skibe fra andre lande i forsvarsalliancen.

Tirsdag og onsdag afholdes et møde mellem NATOs udenrigsministre i Bruxelles, og her ventes det ifølge Jyllands-Posten, at flere NATO-lande vil svare positivt på Tyrkiets anmodning.