Torben Hansen, der de seneste 12 år har været SF-politiker på Lolland, har i dag meldt sig ind i Dansk Folkeparti.

Torben Hansen, byrådspolitiker på Lolland, har onsdag taget springet fra SF til Dansk Folkeparti.

Han fortæller til Folketidende, at han er utilfreds med den måde, SF drives på - både lokalt og nationalt.

»Jeg er ikke længere enig i den linje, vi kører lokalt. Mange ting skal besluttes i samdrægtighed med den øvrige opposition, og den arbejdsform er jeg ikke enig i. Der skal findes fælles fodslaw, men hvad er så forskellen på SF, de Konservative og Lokallisten?,« siger Torben Hansen, der har repræsenteret SF i byrådet siden 2002.

På spørgsmålet om, hvorfor han vælger Dansk Folkeparti, svarer han:

»Socialdemokrat bliver jeg aldrig, og Liberal Alliance og Enhedslisten er to yderpoler i dansk politik. Enhedslisten har en fin arbejdsmarkedspolitik, men på alle andre områder er tiden stoppet i 1971 for dem. Dansk Folkeparti er heldigvis stuerene nu, og selv er jeg hverken racist eller nynazist.«