Det har været et ekstremt hårdt forløb for familien og den nu afdøde Venstre-politiker Christian Kloppenborg-Skrumsager, som udåndede søndag aften kun omgivet af sine allernærmeste.

Den 41-årige sønderjyde, der både som politiker og menneske var kendt for sit åbne sind, sin store arbejdsindsats og sit engagement, blev tirsdag valgt til både Kolding Byråd og til regionsrådet for Region Syddanmark for sit parti.

Men blot få dage forinden havde han og hans kone Ulla og deres to børn på 11 og ni år modtaget den værste besked, der kan overgå et menneske i sin bedste alder:

Lægernes frygtelige melding til den vellidte Christian Kloppenborg-Skrumsager var, at han skulle dø, og at han kun havde få dage tilbage af livet. Den kræftsygdom, han ellers var blevet kureret for så sent som i august, var med kort varsel blusset op igen. Og der var intet at gøre.

Hans bror, Gunnar Kloppenborg-Skrumsager, siger til bt.dk:

- Det kom fuldstændig bag på os. Så sent som lørdag i sidste uge besøgte vi Christian på Rigshospitalet, hvor han var for at få kemo som en del af behandlingen. Vi besøgte ham, fordi vi tilfældigvis var i København alligevel. På det tidspunkt var der ingen, der vidste, hvor alvorligt det var med ham. Vi sad og snakkede helt almindeligt om løst og fast, og så tog vi afsted igen. Tre timer efter fik han så at vide, at han kun havde en uges tid tilbage at leve i. Det har været en hård proces den her uge, siger han stille.

Da det stod klart, at der intet var at stille op mod den fremskredne kræftsygdom, valgte Christian Kloppenborg-Skrumsager onsdag at forlade Vejle Sygehus, hvor han først lå, og tilbringe den sidste tid hjemme på slægtsgården Sjølundgaard, som også er hans fødehjem, med sin nærmeste familie omkring sig.

- I de få dage, der gik, havde han besøg af nogle af dem, han selv ønskede at have besøg af. Og masser af mennesker har skrevet breve til ham, hvor de har fortalt, hvor meget de har sat pris på ham både som menneske og politiker. Når man er i politik, har man jo fjender, men i den her tid har vi ikke følt, at der har været nogen fjender. Kun venner, siger broren Gunnar.

Sideløbende med sit politiske arbejde brændte Christian Kloppenborg-Skrumsager særligt for lokalsamfundet og engagerede sig i sine børns skole og i det hele taget i det meste, der foregik i den lille landsby Sjølund nær Kolding.

Omgivet af sine nærmeste og i et stort blomsterhav døde han søndag aften i sit hjem.

Han bliver begravet fredag fra Vejstrup Kirke.