Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt er trods de seneste dages dyk i meningsmålingerne bookmakernes favorit til statsministerposten efter det kommende folketingsvalg. Lars Løkke har dog fået momentum efter de seneste dages politiske forhandlinger.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bestemmer suverænt, hvornår danskerne skal til stemmeurnerne for at vælge Danmarks næste statsminister. Bookmakerne har dog allerede et bud på, hvem der vinder valgkampen.

Hos Scandic Bookmakers vurderer man, at Helle Thorning-Schmidt (S) vinder valget. De har nemlig odds 1,40 på Thorning-Schmidt, mens der er odds 2,55 på Lars Løkke Rasmussen (V), fortæller oddssætter Frederik Skov fra Scandic Bookmakers.

- Såvel vores oddssættere som vores kunder har størst tiltro til Helle Thorning, da 70 procent af samtlige indskud er sat på hende, siger han.

LÆS OGSÅ: Løkke kan slå Helle om tre uger 

Også hos Bet24 tror man på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, fortæller oddssætter Jan Trier.

- Vi har Helle Thorning som storfavorit med 1,45, mens vi har odds 2,95 på Lars Løkke Rasmussen, siger han.

Hos bookmakerne Betsafe anser man også Thorning som storfavorit til statsministertaburetten.

LÆS OGSÅ: Rød blok går frem i ny måling

Ifølge Scandic Bookmakers har Lars Løkke imidlertid fået mest momentum ovenpå de nuværende forhandlinger.

- 50 procent af de seneste væddemål er spillet på Lars Løkke Rasmussen, så han er den formstærkeste og mest populære af de to netop nu, ifølge spillerne, siger Frederik Skov.

Hos Betsafe har man også fulgt udviklingen i det politiske liv.

Derfor har man netop sat oddsene for Thorning-Schmidt op fra 1,40 til 1,70, mens troen på Lars Løkke som statsminister er blevet større, så hans odds er sat ned fra 2,45 til 2,35, fortæller landechef Richardt Funch.
- Som udgangspunkt er Helle Thorning favorit, men der er ingen tvivl om, at Lars Løkke er blevet mere populær blandt spillerne, fordi det ser ud som om, at han får splittet venstrefløjen, siger han.

Sådan ser billedet dog ikke ud hos Bet24, hvor Socialdemokraternes partiformand stadig er storfavorit, fortæller Jan Trier.

- Det er ellers tydeligt at se på spillene, når der har været forskellige debatter eller lignende i tv. For eksempel efter Lars Løkkes nytårstale, hvor flere gik ind og spillede på ham.

- Vi har også lige ændret oddsene på Margrethe Vestager (R) fra odds 100 til odds 35 efter de sidste dages forhandlinger, siger han.

Hos Bet24 er cirka 65 procent af spillene sat på Socialdemokraternes formand, mens omkring 30 procent af spillerne er sat på Venstres Lars Løkke.

Hos både Scandic Bookmakers, Betsafe og Bet24 vurderer man, at Margrethe Vestagers (R) chancer for at blive statsminister er øget betydeligt i løbet af den seneste tid, for eksempe er Margrethe Vestager gået fra odds 100 hos Bet24 til odds 30.