LA og K vil hellere have lavere selskabsskat, end den model regeringen har lagt frem.

København. Det voldte finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) noget besvær, da han ved præsentationen af regeringens økonomiske plan frem til 2025 blev bedt om at forklare et særligt skattefradrag til virksomheder, kaldet ACE.

- Jeg er på grænsen af min kapacitet med at forstå dette fradrag, erkendte finansministeren.

Men kigger man i regeringens 2025-plan, er det tydeligt, at ACE-modellen er en af de helt store bidragydere til at nå den vækst i bruttonationalproduktet på 42 milliarder kroner, som gerne skulle blive resultatet af udspillet.

Fradraget for investeringer finansieret med egenkapital, som ACE-modellen er, tegner sig alene for de 12 milliarder.

Alligevel vækker forslaget langt fra jubel hos de borgerlige partier.

Både De Konservative og Liberal Alliance kritiserer modellen for at være alt for administrativt bøvlet.

- Det er helt sikkert noget, som revisorer og advokater vil tjene en masse penge på, forudser erhvervsordfører Joachim B. Olsen (LA).

LA og K foretrækker, at man i stedet bruger de 3,1 milliarder, som skattefradraget vurderes at ville koste statskassen i 2025, til at sænke selskabsskatten.

- I stedet for at lave nye fradrag, er det bedst, at man bare sænker skatten. Så behøver virksomhederne ikke spekulere i fradrag, siger erhvervsordfører Brian Mikkelsen (K).

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet var formand for Produktivitetskommissionen, som har anbefalet ACE-modellen. Han mener ikke, at modellen vil betyde mere bureaukrati.

- Det vil jeg gerne ramme en pæl igennem. Man kan basere det på de oplysninger, der i forvejen er i skatteregnskabet, siger han.

Selv om det vil være lettere at forstå, hvis politikerne sænker selskabsskatten, så har den mere komplicerede ACE-model en række fordele, påpeger professoren.

- Hvis man giver en selskabsskattelettelse, letter man også skat på investeringer, der er foretaget i fortiden. Det undgår man her, forklarer Peter Birch Sørensen.

- I modsætning til en traditionel skattesænkning har det den skønhed, at det fjerner forvridningen mellem egenkapital og fremmedkapital.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, understreger, at regeringen selvfølgelig ikke har nogen planer om at gøre tilværelsen besværlig for virksomhederne.

- Vi kommer med forslaget for at give mere attraktive vilkår for virksomhederne, så de får investeret mere og skabt flere arbejdspladser, siger han.

/ritzau/