New York Knicks-ejer og Charles Oakley nærmer sig forsoning efter sidste uges arrestation under NBA-kamp.

New York. De seneste dage har der været uro omkring det amerikanske basketballhold New York Knicks.

I sidste uge blev NBA-holdets tidligere og nu pensionerede stjernespiller Charles Oakley arresteret under en kamp på holdets hjemmebane Madison Square Garden.

53-årige Oakley ville ikke fjerne sig fra sin plads, da sikkerhedspersonale af uvisse årsager forsøgte at få ham væk under et opgør mod Los Angeles Clippers. Det førte til, at politiet måtte gribe ind.

Siden slog New York Knicks-ejer James Dolan fast, at Charles Oakley aldrig vil få lov til at overvære en af holdets hjemmekampe igen.

Mandag nåede sagen så helt til tops i NBA, da ligaens kommissær, Adam Silver, på et mæglingsmøde forsøgte at løse spændingerne mellem James Dolan og Charles Oakley.

- Det er nedslående at se medlemmer af NBA-familien i situationer som den i Madison Square Garden i sidste uge.

- I et forsøgt på at finde en vej fremad, så har vi - Dolan, Oakley og jeg - haft et møde på ligaens kontor, siger Adam Silver.

- Dolan udtrykte et ønske om, at Oakley snart kan vende tilbage til Madison Square Garden som gæst, fortsætter NBA-kommissæren.

Adam Silver tilføjer, at NBA's måske største stjerne nogensinde Michael Jordan deltog i mæglingsmødet via en telefonforbindelse.

Charles Oakley optrådte for New York Knicks fra 1988 til 1998.

/ritzau/Reuters