Michael Andersen var fra 2006 til 2014 højt profileret direktør i Team Danmark. Men da han ikke fik forlænget sin kontrakt begyndte problemerne, der inkluderer utilfredshed med Team Danmarks bestyrelsesformand Frank Jensen, en brækket ryg og et otte uger langt ophold på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Det fortæller han om i dette interview med BT.
Det er lidt mere end to år siden, at Michael Andersen af Team Danmarks bestyrelse fik at vide, at han ikke ville få sin kontrakt som eliteidrætsinstitutionens direktør forlænget. Michael Andersen lagde straks efter i udtalelser til en række danske medier ikke skjul på sin skuffelse.
Siden har han ikke udtalt sig om emner i dansk idræt, og først nu føler han sig klar til at fortælle sin dramatiske historie om tiden efter bruddet med Team Danmark.
»Efterfølgende havde jeg et år, der mentalt var meget, meget hårdt. Det var en stor personlig krise, jeg aldrig tidligere har oplevet i mit liv. Jeg kunne ikke selv løse problemerne, og jeg havde brug for hjælp og støtte fra de mennesker, jeg omgav mig med - ikke mindst min hustru og mine tre døtre,« siger han, da BT møder ham til en snak på to-mandshånd en råkold, men solbeskinnet eftermiddag i januar, efter han på Aalborg Universitet har været censor ved en idrætseksamen.
I samtalen fortæller Michael Andersen, at afskeden med Team Danmark gik ham voldsomt mentalt på.
»Et par måneder i sommeren 2015 var min situation så tilspidset, at jeg stort set ikke sov om natten, og 30. august var jeg impliceret i et uforklarligt biluheld, hvor jeg brækkede ryggen. Jeg kan i dag ikke præcist huske, hvad der skete den pågældende dag, men jeg havde pådraget mig en psykose og blev efterfølgende indlagt frem til 4. november på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, hvor jeg fik fantastisk god professionel hjælp,« fortæller Michael Andersen med alvorlig stemmeføring og tilføjer:
»Det var meget voldsomt, men det var prisen, jeg måtte betale, da jeg blev fravalgt af Team Danmarks bestyrelse. Formanden (Frank Jensen, red.) og næstformanden (Else Trangbæk, red.) havde to gange i løbet af 2014 bedt mig om at søge min egen stilling. For mig var og er tillid vigtigt, og jeg oplevede, at den blev brudt af formand og næstformand, som var ansvarlige for ansættelsesprocessen.«
SE FRANK JENSENS SVAR NEDERST I ARTIKLEN...
Har du nogensinde fået en begrundelse for, hvorfor Team Danmark i 2014 ikke ønskede at forlænge din direktør-kontrakt?
»Nej, men jeg har heller ikke opsøgt den. Jeg synes, at det var en forkert beslutning den samlede bestyrelse traf, og det synes jeg også i dag.«
Er det korrekt, at Team Danmarks bestyrelse tilbød dig en fastansættelse, men at du samtidig skulle fraskrive dig udbetalingen af den bonus på én mio. kroner, som du var berettiget til ved udløbet af åremålsansættelsen?
»Jeg har aldrig forhandlet en fremtidig kontrakt med hverken formanden eller bestyrelsen. Hvad angår bonussen er det normal praksis, at man ved åremålsansættelser får en fratrædelsesgodtgørelse af en vis størrelse. Den aftale indeholdt min kontrakt også. Jeg ville have, at den bonus, der var gældende i kontrakten skulle udbetales. Jeg havde aldrig søgt stillingen, hvis ikke jeg havde troet på, at jeg havde opbakning hos formanden og næstformanden. De opfordrede mig til at søge mit eget job, og så valgte de i stedet en anden, der efter min opfattelse havde markant færre faglige og ledelsesmæssige kompetencer.«
Hvorfor mener du, at du skulle være fortsat i Team Danmark?
»Jeg synes, at jeg i min tid i Team Danmark både udviklede medarbejdernes faglige kompetencer og professionaliserede samarbejdet med specialforbund og Elitekommunerne. Det tager seks-otte år at lave resultater på verdensklasseniveau. Når jeg kigger tilbage er der tre ting, der har haftstor betydning for dansk eliteidræts meget positive udvikling: En meget stærk talentudvikling med aldersrelateret træning i mange forbund og Elitekommuner. Omprioritering og fokusering af Team Danmarks økonomiske midler, blandt andet i forbindelse med finanskrisen i 2009. Og endelig donationer på sammenlagt 75 mio. kroner i perioden 2010-2016 fra Dansk Supermarked.«
Du har fortalt, at du over for bestyrelsen i 2014 havde fremlagt klare visioner for Team Danmark. Hvad gik de ud på?
»Jeg synes, det var vigtigt, at Team Danmark undersøgte mulighederne for at realisere et nationalt elitesportscenter på Østerbro omkring Parken i København. Altså en campusmodel inspireret af lignende initiativer i Holland, New Zealand, Frankrig og Norge. I februar 2013 fremlagde jeg på administrationens vegne og en forudgående proces på mere end to år et forslag om at bruge en mio. kroner på en analyse om fordele og ulemper ved et nationalt elitesportscenter på Østerbro. Men det tog bestyrelsen aldrig stilling til, så man kan sige, at forslaget i nu efterhånden fire år er blevet sparket til hjørne.«
Hvorfor tror du, at Team Danmarks bestyrelse har valgt at forholde sig passivt til dit forslag?
»Det må du spørge dem om. For mig at se virker det som om, at DIF har fået vetoret, når det gælder etableringen af et nationalt elitesportscenter. Jeg synes ikke, at Idrættens Hus i Brøndby er det rigtige sted at placere et nationalt elitesportscenter. Idrættens Hus er efter min opfattelse en visionsløs administrationsbygning.«
Mener du, at din Team Danmark-afsked var en politisk afgørelse?
»Det er indiskutabelt, at Team Danmarks bestyrelse er udpeget ud fra deres idrætspolitiske udgangspunkt og ikke ud fra deres faglige kompetencer i forhold til eliteidræt. Det synes jeg, er et problem. Når jeg kigger tilbage er det sådan, at jeg i mine otte år som Team Danmarkdirektør samarbejdede med 17 bestyrelsesmedlemmer. Mere end halvdelen af disse besidder ingen eller meget få kompetencer om international eliteidræt. Jeg synes, at Kulturministeriet og DIF har været meget dårlige til at udpege personer med den rette faglige baggrund, og jeg synes, det er beskæmmende, at man i Team Danmarks bestyrelse i dag ikke har faglige kompetencer om forskning eller innovation. Samme problemstilling har man også i forhold til medier og kommunikation. Det er DIF og skiftende kulturministre, der har besluttet, at det er idrætspolitikere samt direktører fra specialforbund og ikke fagligt orienterede personer, der skal sidde i Team Danmarks bestyrelse. Det er desværre aldrig lykkes at professionalisere Team Danmarks bestyrelse - på trods intentionerne i Lov om eliteidræt, både fra 1985 og 2004.«
Hvordan er dit forhold til Team Danmarks bestyrelsesformand Frank Jensen i dag?
»Det er ikke-eksisterende. Jeg har savnet både tillid og respekt fra hans side.«
Hvordan synes du, at din efterfølger Lone Hansen har gjort det?
»Det vil jeg ikke udtale mig om. Vores lederprofiler er vidt forskellige. Så må folk selv bedømme kvaliteterne og manglerne.«
Du har tidligere rådet Lone Hansen til at holde Team Danmark som en uafhængig, selvstændig organisation institution uden politisk ' fnidder-fnadder'. Er det lykkedes?
»Nej! Team Danmark fungerer reelt i dag som en afdeling af Danmarks Idræts-Forbund. Jeg kan se på de tiltag, der er lavet i det nye støttekoncept 2017-2020, at DIF's indflydelse på Team Danmark har aldrig været større end tilfældet er nu. Det synes jeg ikke er tilfredsstillende.«
Føler du, at du har andel i Danmarks succes ved OL i Rio de Janeiro?
»Skal jeg kigge tilbage i tiden, har det vist sig at være en god idé at mit råd efter OL 2008 i Beijing om, at opprioritere det mentale område, blev fulgt. Det gav bonus. Jeg kan se, at både de unge og mere rutinerede atleter er blevet rigtig mentalt stærke. Det slog igennem i Rio. Jeg har aldrig set så mentalt stærke og velforberedte danske atleter. Men grundlæggende er det ikke Team Danmark, DIF, trænerne, direktører eller idrætspolitikerne, der vinder medaljerne. Det er atleterne.«
Er der ting, du ærgrer dig over at du blandede dig i, dengang du var Team Danmark-direktør?
»Der er et par ting. Hvad angår DBU og den tidligere formands pensionsordninger burde jeg ikke have blandet mig. Det var en politisk sag. Men generelt synes jeg, at Team Danmarks direktør skal være synlig og udtrykke sine holdninger, også om moralske og etiske spørgsmål. Det er efter min opfattelse ikke bestyrelsesformanden, der i det daglige skal profilere sig. En del af Team Danmarks opgave er at stille krav og forventninger til både atleter, hold og forbund, men både sejre og nederlag skal deles med atleter, trænere og ledere i de enkelte forbund.«
Hvordan har du det så i dag?
»Det var først sidste forår, at jeg for alvor blev glad igen. Som jeg har det nu, har jeg ikke haftdet bedre i mange år. Det er klart, at når man på ugebasis arbejder 55-60 timer, og fra den ene dag til den anden stopper med det man virkelig brænder for, så kommer der en periode, hvor man skal finde sig selv og sin identitet. Jeg har også lavet nogle andre prioriteringer i tilværelsen. I dag prioriterer jeg min nærmeste familie og personlige venner meget højere, end jeg har gjort tidligere. Jeg føler, at jeg er kommet i bedre balance med mig selv. Og jeg ønsker ikke at arbejde mere end sammenlagt 1.400 timer om året. Det er slut med at arbejde om aftenen og weekenderne. I de otte år jeg var ansat i Team Danmark havde jeg hvert år 180 flyvninger mellem min arbejdsplads i København og min jyske bopæl. Det havde en pris overfor min nærmeste familie og vennerne.«
Frank Jensen svarer: Forløbet er kørt efter bogen
Team Danmarks direktør Frank Jensen ønsker ikke at kommentere på tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersens historie om, at han efter bruddet med Team Danmark var indlagt i otte uger på Brønderslev Psykiatriske Hospital, fordi han følte sig dårligt behandlet.
»Jeg vil ikke ind i de personlige betragtninger, han har. Men jeg vælger at forholde mig rent professionelt til forløbet, og det har altså været kørt helt efter bogen,« siger Frank Jensen.
Det er tydeligt, at han har vanskeligt ved at forstå Michael Andersens verbale udfald.
»Michael Andersen var åremålsansat, og aftalen var allerede blevet forlænget én gang. Så da vi var glade for ham, og en aftale af den art maksimalt kan løbe op til ni år, tilbød vi, at han kunne overgå til fastansættelse. Hvis han accepterede tilbuddet, er normal praksis, at man samtidig må vinke farvel til det åremålsbeløb, man undervejs i ansættelsesforløbet, har opsparet. Det sagde han imidlertid nej til, og så var der ikke anden vej end at opslå hans stilling og nedsætte et ansættelsesudvalg,« siger Frank Jensen.
Her søgte Michael Andersen, men Team Danmark valgte at ansætte Lone Hansen, fordi man mente, at hun endnu bedre kunne føre udviklingen videre.
»Jeg har været kisteglad både for det bidrag som Michael Andersen gav til udviklingen af dansk eliteidræt og det samarbejde jeg havde med ham. Desuden mener jeg, at hele forløbet var fyldt med respekt,« siger Frank Jensen.
