En æra er forbi på BT, når Peter Fredberg efter en imponerende karriere stopper på bladet 1. oktober.

Torsdag er det 45 år siden, Peter Fredberg havde første arbejdsdag på BT, og det jubilæum er for hovedpersonen det perfekte tidspunkt til at indstille den daglige tilknytning til avisen.

Peter Fredberg er en legende på BTs sportsredaktion, hvor han har haft sin faste gang siden 1970. Det er blevet til et hav af artikler - hvilket siger sig selv, når man som Peter Fredberg har dækket fem sommer-OL og seks af vinterudgaven. Alt i alt er det blevet til ca. 50 ishockey-slutrunder, og i den hjemlige hockeyliga har Peter Fredberg for længst rundet 2.000 dækkede kampe.

Ishockey-sporten har altid stået Peter Fredbergs (th.) hjerte nært. Her hyldes han for sine 45 år som sportsjournalist på BT i Rødovre hallen sammen med direktøren for Rødovre Mighty Bulls, Brian Møller.
Ishockey-sporten har altid stået Peter Fredbergs (th.) hjerte nært. Her hyldes han for sine 45 år som sportsjournalist på BT i Rødovre hallen sammen med direktøren for Rødovre Mighty Bulls, Brian Møller. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Det er da også ishockey, der står Peter Fredbergs hjerte nærmest. Og i en sport, hvor det ikke er særlig usædvanligt at se sønner gå i fædres fodspor, har Peter Fredberg dermed haft en gylden mulighed for at følge familiedynastierne på tætteste hold. Men også bordtennis, atletik og motionsløb har været Peter Fredbergs stofområder, hvilket især BTs Eremitageløb har nydt godt af. Her har Peter Fredberg været en drivende kraft i over 40 år - og gennemført løbet et hav af gange. Eremitageløbets 13,3 km er da heller ikke at regne for noget for en mand, der har gennemført 121 maratonløb.

Peter Fredberg var en af initiativtagerne til Eremitageløbet, som har været afholdt siden 1969
Peter Fredberg var en af initiativtagerne til Eremitageløbet, som har været afholdt siden 1969
Vis mere

BT kommer til at savne en ihærdig, kompetent og evigt humørfyldt journalist, der altid har haft en særlig kærlighed til såvel sport som bladet selv - og som i 1987 kastede prisen som Årets Sportsjournalist af sig.

Udseendet har ikke ændret sig voldsomt i årene, der er gået, og iderigdommen er usvækket, men Peter Fredberg vil gerne tilbringe mere tid med familien fremover - for med den arbejdsiver, der er lagt for dagen i de seneste 45 år, har der været mange dage væk hjemmefra.

BT er vært ved en reception torsdag kl. 15-17 i konferencesalen i Berlingske Media, Pilestræde 34 i København. Her er venner, nuværende og tidligere kolleger, samarbejdspartnere og naturligvis familie velkomne, når vi fejrer et fornemt jubilæum og samtidig siger tak for en lang og trofast karriere på BT.