Golden State Warriors afgjorde en tæt kamp mod Cleveland Cavaliers i det sidste minut.

Cleveland. Der skal et historisk comeback til, hvis Cleveland Cavaliers skal genvinde titlen i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Det står klart, efter at Golden State Warriors bragte sig foran 3-0 i opgør med en sejr på 118-113 i Cleveland natten til torsdag. Der spilles bedst af syv kampe.

Det er aldrig før sket, at et hold har været bagud 0-3 i opgør og efterfølgende har vundet NBA-titlen.

Det var en særdeles tæt kamp, der blev spillet i Cleveland. LeBron James var i fokus fra start, hvor den store amerikaner drev gæk med Golden States forsvar.

James markerede sig både med finurlige oplæg, trepointsscoringer og dunk i kampens indledning.

Men Golden States giftige trekløver bestående af Kevin Durant, Stephen Curry og Klay Thompson fulgte godt med, og da de to hold gik til pause, var holdet fra Oakland foran med seks point.

Cleveland var det bedste hold i minutterne efter pausen, hvor James og holdkammeraterne igen bragte sig foran. Det var også Cleveland, der var i teten, da kampen skulle afgøres i de sidste minutter.

Med lidt over et minut tilbage var Cleveland foran med 113-109. Men endnu en gang trådte Kevin Durant til, og med et par hurtige scoringer bragte han Golden State foran.

En ellers velspillede Kyrie Irving brændte Clevelands sidste forsøg på at vinde kampen, og så vandt Golden State 118-113.

Golden State har vundet alle opgør i slutspillet indtil videre. Hvis holdet tager endnu en sejr i Cleveland i næste opgør, vil det være første gang nogensinde, at et hold går ubesejret igennem NBA-slutspillet.

Kevin Durant tilskriver succesen til holdets sammenhold.

- Vi træner vore holdånd hver dag. Det er derfor, vi står i en god situation, siger han efter kampen til ESPN.

Hos Cleveland sluttede LeBron James med 39 point, 11 rebounds og ni assister. Kyrie Irving stod for 38 point.

Hos Golden State lavede Kevin Durant 31 point, otte rebounds og fire assister, mens Klay Thompson stod for 30 point.

/ritzau/