Jan Ø. Jørgensen sikrede sig karrierens andet DM og er klar til at tage over, hvor Peter Gade slap

Det var en optimistisk Jan Ø. Jørgensen, der med disse ord mødte pressen, efter han ved DM i Vejen Idrætscenter med en finalesejr på 21-12, 21-10 over Morten Brødbæk havde genvundet det DM, han sikrede sig første gang i fjor.

- Jeg påtager mig min del af ansvaret for, at Danmark også fremover er en magtfaktor i international badminton. Efter Gade er stoppet føler jeg, at forventningspresset nu ligger på mine skuldre. Men den professionelle indstilling Gade gik ind til både træning og kamp med, har han lært mig en masse. Depechen er givet flot videre, og jeg er klar til at gribe den. Målet er, at jeg til sommer er blandt verdens otte bedste i herresingle, og at jeg inden årets udgang snuser til top-5, sagde Jan Ø. Jørgensen, der pt. ligger nummer 11, og tilføjede:

- I herresingle er vi med. Det er acceptabelt, at vi har tre spillere blandt de 22 bedste på verdensranglisten. Når jeg kigger fire-fem år frem i tiden, ser jeg kun et problem. Det ligger i damesingle, hvor afløseren for Tine Baun desværre ikke er fundet endnu. Her halter vi virkelig efter i forhold til konkurrenterne fra især Kina.

Påstanden blev ikke modsagt af Tine Baun, der sikrede sig karrierens 10. danske mesterskab i træk, da hun i damesingle-finalen udraderede Karina Jørgensen 21-8, 21-6.

- Ingen får mig til at tale ondt om mine konkurrenter. Men alle kan se, at dansk badminton i øjeblikket er udfordret i damesingle. Heldigvis har vi en række lovende ungdomsspillere. Giv dem chancen internationalt, og lær dem at møde de løbestærke asiater med samme aggressive spillestil som jeg har gjort, så kommer resultaterne, sagde Tine Baun, som ingen troede på, da Camilla Martin for 10 år siden indstillede karrieren.

- Men det gik jo alligevel. Efter All England (i marts, red.) er det slut for mit vedkommende. Men jeg synes, jeg kan se tilbage på en karriere med masser af store resultater, sagde Tine Baun, der foruden to All England-mesterskaber også har ligget nummer et på verdensranglisten i flere perioder.

Spørger man Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup, ser han også lyst på fremtiden.

- Ganske vist befinder vi os midt i et generationsskifte, hvor afløserne for Peter Gade og Tine Baun skal findes. Foran os venter store udfordringer. Men i stedet for at kigge passivt til, går vi aktivt ind i problematikken, siger Finn Trærup, der afslører, at man på trænersiden er i gang med at opruste med ekstra træner-timer til U19-årgangen.

- I 2014 er Danmark værter for VM (i Ballerup i august, red.). Her er det vigtigt, at vi klarer os godt, så den økonomiske support fra Team Danmark kan fortsætte, siger Finn Trærup, hvis synspunkt bakkes op af badminton Danmarks formand, Peter Jensen.

- Der er i Danmark en lang tradition for, at vores elitespillere er blandt verdens allerbedste. I forbundet har vi ikke tænkt os, at dette skal ændre sig. Derfor vil vi også fremadrettet gøre alt for, at de får så gode vilkår at spille under som muligt, siger Peter Jensen, der ser frem til VM-værtsskabet.

- For det første skal spillerne præstere, og for det andet skal vi fastholde grebet om tilskuerne. Det er vigtigt, at danskerne fremover fortsat betragter badmintonsporten som en vigtig brik i den danske idrætsverden, siger Peter Jensen.

Her og nu ser det fornuftigt ud for dansk elitebadminton. Ikke mindst i double-rækkerne, hvor konstellationerne Mathias Boe/Carsten Mogensen, Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl og Joachim Fischer/Christinna Pedersen på den senest opdaterede verdensrangliste indtager flotte første-, tredje- og fjerdepladser.