Bomberne mod to synagoger i Istanbul kan være et forsøg på at ramme de tætte forbindelser, som Tyrkiet har med Israel - de tætteste, som Israel har til noget muslimsk land. Umiddelbart får terroren begge lande til at rykke tættere sammen.

En tyrkisk avis, Radikal, skrev søndag, at den israelske efterretningstjeneste Mossad i april og i september advarede om, at grupper med tilknytning til al-Qaeda planlagde terrorhandlinger i Tyrkiet.

Tyrkiets kontakt til Mossad er ikke overraskende, for Israel og Tyrkiet har haft venskabelige forbindelser siden 1950'erne. Siden 1996 har Tyrkiet haft en række samarbejdsaftaler med Israel, og den arabiske verden har særlig set skævt til det militære samarbejde, der er blevet intensiveret over årene.

Tyrkiet har købt våbensystemer i Israel, dets Phantom- og F-5-kampfly er blevet opgraderet med israelsk hjælp, de to lande har samarbejdet om at udvikle langtrækkende Delilah-raketter, og der har været forhandlet om storkøb af israelske kampvogne. Dertil kommer samarbejde om satellitkommunikation og efterretningsvirksomhed.

/ritzau/