Ældre på og uden for arbejdsmarkedet skal have lavet en uvildig tilstandsrapport, mener Ingeniørforeningen i Danmark.

En tilstandsrapport, som vi kender det fra ejendomsmarkedet, hvor man får en uvildig vurdering af drømmehuset, kan være vejen frem i erhvervslivets seniorpolitik. Det var konklusionen, efter at Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) onsdag præsenterede sine erfaringer fra et pilotprojekt med 18 af foreningens medlemmer, der alle var over 50 år.

- Et af de største problemer med jobsøgende ældre er, at mange arbejdsgivere ikke ved, hvad de får, når de ansætter en over 50 år. Unge mennesker har måske ikke så megen erfaring, men de har friske eksamenspapirer, så man som arbejdsgiver i det mindste hurtigt kan se, hvad der er af kvalifikationer, siger IDA's formand, Lars Bytoft Olsen.

Idéen med en slags tilstandsrapport er at få formuleret de kompetencer, som man har optjent gennem et helt arbejdsliv, men som man ikke nødvendigvis har papirer på.

/ritzau/