De to mekanikere, som undersøgte Spanair-flyet før katastrofen i Madrid i august, bliver nu sigtet for drab og alvorlig legemsbeskadigelse på grund af uagtsomhed.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Sikkerhedschefen i Spanair er også drabssigtet efter ulykken 20. august, som kostede 154 mennesker livet og sårede 18 mennesker, skriver den spanske avis La Cadena Ser.

De to sigtede mekanikere undersøgte flyet og gav klarsignal til, at piloterne igen kunne tage afsæt. Flyet var lettet én gang, men måtte kort efter returnere til Barajas-lufthavnen i Madrid på grund af en teknisk fejl. Få minutter efter mekanikernes klarsignal indtraf den værste flykatastrofe i Spanien i 25 år.

Næste fredag vil seks vidner blive indkaldt i sagen, deriblandt en person fra flyselskabet Iberia, som så flyulykken fra en anden rullebane. Også en tekniker og flere ansatte ved Newco, Spanairs bakkeservice-mandskab, skal afgive forklaring.

Kommissionen for granskning af ulykker og henvendelser i civil luftfart konkluderede forrige uge, at ulykken skyldtes en fejl ved vingerne, samt at piloterne ikke blev advaret om dette, fordi alarmsystemet ikke virkede.

Se videoer af flyulykken