Telekoncernen Telenor gør klar til at begrave de kendte selskabsnavne Sonofon og Cybercity til fordel for navnet Telenor.

Telekoncernen Telenor siger fra sommeren 2009 farvel til de kendte selskabsnavne Sonofon og Cybercity. De erstattes af det nye fællesbrand Telenor, skriver Børsen onsdag. Det sker, selv om telekoncernen de seneste to år har postet mere end 250 millioner kroner i at reklamere for de to brands.

- Det giver mening ikke at have flere brands end højst nødvendigt. Det er spild af gode marketingkroner, siger markedsdirektør Peter Berg, Sonofon.

Fordelen ved at slå de to danske brands sammen til et fælles navn er, at man kan arbejde med en fælles platform for markedsføring, også på tværs af områder inden for telekommunikation.

/ritzau/