Seks gæster på en restaurant i London blev præsenteret for en regning på ikke mindre end 44.007 pund (550.000 kroner). Men så havde de også fået nogle af verdens allerfineste vine.



Middagen blev indtaget i torsdags på den franske restaurant Petrus, der ejes delvist af den kendte britiske kok Gordon Ramsay.

De seks gæster bestilte tre flasker Chateau Petrus claret. En flaske fra 1945 til 11.600 pund (144.000 kr.), én fra 1946 til 9400 pund (117.000 kr.) og én til 1947 til 12.300 (153.000 kr.).

Desuden inkluderede regningen en dessertvin, Chateau d'Yquem fra 1900, til 9200 pund (114.000 kr.). De seks fik også et glas champagne hver, 10 flasker vand og to flasker Kronenbourg øl.

Til gengæld fik de middagen, der beløb sig til omkring 400 pund (5000 kr.), på husets regning. Som tak lagde de et firecifret beløb i drikkepenge til tjeneren.

Chris Hutcheson, som ejer restauranten sammen med Ramsay og en tredje partner, var efter besøget glad - men ikke overrasket. "Vi er vant til regninger på 20.000 pund (250.000 kr.), men vi vidste, at dette ville ske en dag," sagde Hutcheson. /ritzau/AFP