Flere millioner kroner. Så meget koster det dagligt Air Greenland, at kabinepersonalet har nedlagt arbejdet i protest med den nuværende overenskomst.

Forhandlingsklimaet er i bund efter kabinepersonalet hos Air Greenland (ACU) tirsdag nedlagde arbejdet på samtlige ruter og gik i fagligt møde. Det er den nuværende overenskomst, som skaber vrede, og partnerne kan kun blive enige om, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

- Vi betragter det som en ulovlig arbejdsnedlæggelse, som er overenskomststridig. Vi havde sat et møde op med ledelsen onsdag, og vi fik ikke noget forvarsel. Lige nu kan vi kun vente på, at de går tilbage i arbejde. Vi sætter os ikke ned og forhandler, så længe det er en ulovlig arbejdsnedlæggelse. Vi må først have kabinepersonalet i arbejde, så vi kan diskutere tingene med ledelsen i ACU, siger Air Greenlands administrerende direktør, Michael Binzer, til Ritzau.

Direktøren vurderer, at strejken dagligt vil koste millioner af kroner.

/ritzau/