Præparatet 2C4 har vist sig effektivt mod hele fem forskellige slags kræft.

Så er der håb til Danmarks mange kræftsyge: En ny type medicin, 2 C4, har i de første forsøg vist sig at kunne stoppe sygdommen hos dødeligt syge patienter med fem forskellige typer kræft - i brystet, prostata, æggestokken, lungerne og tyktarmen.

Den nye, lovende medicin, som også går under navnet Omnitarg, er udviklet af forskere ved Mount Sinai Medical Center i Los Angeles og vakte enorm opsigt blandt verdens førende kræftlæger, der netop nu er samlet til kongres i Chicago.

Den virksomme substans i den nye medicin er et såkaldt monoklonalt antistof, et protein, der sætter kroppens immunsystem i stand til at bekæmpe kræften.

Det gode ved det nye stof er bl.a., at det ikke har de voldsomme bivirkninger, de kendte cellegifte ofte medfører.

Næsten halvdelen af de ondartede kræftsvulster krympede mærkbart eller holdt op med at vokse hos de forsøgspersoner, der foreløbig har afprøvet midlet, der gives ved injektion.

»Det lyder fascinerende, at det har effekt på så mange tumortyper. Normalt er antistofferne rettet mod specielle kræftformer. Et nyt antistof med et bredere angrebspunkt er derfor helt klart interessant,« siger Per Lungmann, førende kræftforsker og overlæge ved Huddinge Sygehus i Sverige.

Samtidig med at det nye kræftmiddel introduceres, har engelske forskere på den samme verdenskongres fremlagt imponerende resultater med behandling af brystkræft.

De engelske kræftlæger har fundet en ny måde at behandle brystkræft på, som mindsker risikoen for at dø med ikke mindre end 36 procent.

Det er et nyt præparat, epirubicin, som har vist sig at være effektivt i kombination med de allerede kendte midler cyklofosfamid, methotrexate og fluorouracil.

2.000 kvinder på 65 sygehuse har fået denne kombination i en kontrolleret undersøgelse og fået forlænget deres liv betydeligt.

»Det er meget bemærkelsesværdigt at opnå så tydelige forskelle med eksisterende præparater, som anvendes på en anderledes måde,« siger kræftlæge og forsker Chris Poole til »Daily Telegraph«.

Kvinderne, som fik den nye medicin-kombination, havde mere end en tredjedel større chance for at overleve, og risikoen for tilbagefald faldt med 30 procent.

En læge fra Birmingham, Christine MacArthur, der som 45-årig fik brystkræft i 1996, har afprøvet den nye behandling og er - syv år senere - tilsyneladende rask.

»Jeg synes virkelig, resultaterne er fantastiske, og jeg er meget tilfreds med de læger, som stod for min behandling«, siger hun.