Den nye direktør for Københavns Lufthavne vil gøre en dyd ud af lytte til kundernes ønsker. Det skal lokke 10 millioner ekstra passagerer til.

Den nyudnævnte direktør for Københavns Lufthavne, Brian Petersen, behøver ikke at spekulere så meget over, hvad han skal få tiden til at gå med de næste mange år. Opgaven ligger klar. Han skal skaffe 10 millioner nye kunder til lufthavnen i Kastrup i løbet af de næste ti år.

- Hvordan man gør det? Min erfaring fra dagligvarebranchen viser, at det kan lade sig gøre, hvis man lytter og forstår, hvad kunderne vil have. Kan man finde ud af det, og er man i stand til at ramme alle kundegrupper, så skal der nok komme flere kunder i butikken, siger den 45-årige Brian Petersen, der senest 1. juli afløser Niels Boserup på posten som øverste chef for Københavns Lufthavne.

Brian Petersen er i dag kinadirektør for den verdensomspændende amerikanske dagligvarekoncern Proctor & Gamble.

/ritzau/