Da amerikanske Charles Manson i 1969 ledte sine disciple frem til hærværk og drabet på skuespillerinden Sharon Tate, gav det genlyd verden over. En smuk, ung og tilmed gravid kvinde blev offer for sataniske kultmedlemmer i et morderisk og barbarisk ritual.

  • Incest og hjernevask

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Om lederen af den danske sekt »Emenkaya«, Uffe Hove, bliver lige så berygtet for drabet på den tidligere gymnasielærer Ellen-Johanne Tandrup er uvist. Med i det moralske synderegister er omvendelsen af den 16-årige Krista til »slavetøs« og ikke mindst hans sadistiske tilbøjeligheder.

    Desværre er hverken sekter med sexmisbrug eller sadistiske ritualer en sjældenhed, mener leder af det kristne Dialogcenteret, Johannes Aagaard, der har fulgt sekternes arbejde i tre årtier.

    »Sekterne overtager andre menneskers liv, styrer dem og ødelægger deres liv. Men det er ekstremt vanskeligt at gribe ind overfor,« forklarer Johannes Aagaard.

    Religionsforskere skyder på, at der findes et sted mellem 100 og 300 sekter i Danmark, langt de fleste med under 20 medlemmer. Både de kristne, satanistiske og hjemmestrikkede sekter bruger seksualiteten til at styre sine medlemmer. Enten ved at forbyde sex eller have sexritualer, især af sadomasochistisk art.

    »Sex-driften er vores stærkeste drift og en stor del af vores personlighed og psyke. Så hvis du som guru kan styre andres sexdrift, kan du også styre deres psyke,« forklarer psykoanalytiker Cyril Malka, der de seneste 20 år har arbejdet med sekter og afhoppere fra dem for både de franske og danske myndigheder.

    »Guds Børn« var en af de første sekter, der nåede til Danmark tilbage i begyndelsen af 1970'erne. Lederen, den tidligere præst David Brandt Berg, tog navneforandring til Moses David og startede en bevægelse med en særdeles fri opfattelse af incest.

    Bevægelsen kaldte sig også »Familien«, og i 1997 talte den 160 medlemmer, hvoraf de 100 var børn. Men efter heftig presseomtale har Guds Børn trukket sig langt væk fra et hvert offentlig rampelys, og hvor stor familien er i dag, ved ingen.

    Vi har altid kigget skævt til anderledes religioner, mener lektor Tim Jensen fra Syddansk Universitet. Ordet sekt har fået en odiøs klang, og vi har brugt betegnelsen i århundreder og tillagt andre religioner orgier, sodomi og pædofili. Lederen betegnes som umoralsk, grisk og ofte som en seksuel afviger.

    »I virkeligheden udgør de store verdensreligioner som katolicisme, islam og jødedommen lige så stor fare. Et eksempel er balladen med de katolske præster i USA og hemmeligholdelsen af børnemisbrug igennem årtier. Så spørgsmålet er set i antal skæbner, hvem der gør mest skade,« siger Tim Jensen.

    Hvad er en sekt

    En sekt opfatter deres egen religion som den eneste mulige vej til frelsen og forsøger samtidig at gøre sine medlemmer betingelsesløs lydige og gå imod det eksisterende samfund.

    Selve udtrykket »sekt« dukkede op i det 13. eller 14. århundrede og kan knyttes til to forskellige latinske rødder. Det ene er knyttet til det latinske »secta«, der betyder at følge. Det andet er knyttet til verbet at skære, »secare«.

    INFO PÅ NETTET

    www.religion.dk

    - Kristeligt Dagblads saglige og oplysende hjemmeside

    www.dci.dk

    - Det kristne Dialogcenters hjemmeside

    www.ikon-danmark.dk

    - hjemmeside med skeptiske indlæg om new age og religioner

    www.etsectera.com

    - faktuel hjemmeside med meget kritiske røster



    Både sekter og anerkendte religioner deler behovet for en karismatisk leder. En, den svage kan følge og beundre. En, som kan lede og inspirere. Et af de mest skræmmende eksempler er Charles Manson. Som småkriminel og alfons tilbragte han årevis i fængslet med at manipulere sine kvindelige medfanger, der forgudede ham ubetinget.

    Den 9. august 1969 trængte Manson og hans disciple ind i filminstruktøren Roman Polanskis villa i Hollywood, hvor de slagtede Polanskis højgravide kone Sharon Tate og fire besøgende. Gerningsstedet var blodigt og bizart, drabene begået med 169 knivstik, og budskaber skrevet på væggene med blod.

    Selvom Uffe Hove »kun« er ansvarlig for Ellen-Johanne Tandrups død, var gerningsstedet i Randers et gruopvækkende syn. Liget var frygteligt mishandlet, og døden forvoldt under en sadistisk sexleg.

    »Han har en afvigende personlighed og under dække af kærlighed, kan han være forførende og manipulerende indtil det truende,« lød Retslægerådet bedømmelse, der vurderede, at Uffe Hove ikke var sindssyg, men til gengæld narcissistisk med sadistiske træk og et udtalt behov for at kontrollere andre. Manipulerende med vanskelig styrbar vredesudbrud.

    Karakterafvigende eller sagt på jævn dansk: psykopat. Beskrivelsen af hans psyke er langt fra usædvanlig, når det kommer til drabsmænd og ledere af sekter eller succesrige forretningsmænd. At kvinderne tiltrækkes af den firedobbelte morder Peter Lundin er et godt eksempel. På trods af slagtningen af Marianne Petersen og hendes to sønner har Lundin en skare af kvindelige tilhængere.

    »Jeg har behandlet mange unge kvinder i en udsat social position som enlige mødre med syge børn. De ønsker en stærk mand og falder ofte for den halvpsykopatiske mand, for han virker stærk udadtil. Kvinderne vil elskes og passes på, og de får en mand, som de kan gøre guddommelig,« forklarer Cyril Malka.