Det tyske flyselskab Lufthansa skal have udskiftet en del af sin flyflåde. Der tales om 100 nye fly.

Tysklands største flyselskab, Lufthansa, drøfter i øjeblikket en flybestilling, der løber op i mange milliarder euro.

Avisen Welt am Sonntag skriver, at Lufthansa overvejer at købe omkring 100 nye fly, der skal erstatte dele af selskabets eksisterende flyflåde.

"En ret stor ordre" på fly vil blive afgivet i efteråret, siger Lufthansas chefpilot, Jürgen Raps, i en intern publikation i selskabet, skriver avisen, der tilføjer, at de første bestillinger kan blive besluttet på et bestyrelsesmøde den 20. september.

Lufthansa ligger efter Welt am Sonntags oplysninger i forhandlinger med både amerikanske Boeing, europæiske Airbus, brasilianske Embraer og Canadas Bombardier.

/ritzau/