»Allerede midt i september sidste år fik jeg at vide på sygehuset, at jeg havde kræft i leveren. Diagnosen var klar.
Men først nu - mere end fem måneder senere - er man startet på at give mig kemo. Og nu er det for sent. Jeg er dømt til at dø.«Elva Olsen, 70, pensionist, Slagelse, er et trist eksempel på, at politikernes dyre ord om behandlings-garanti ikke holder i virkeligheden:
»Jeg er rasende på sygehuset og lægerne over, at de kan være så længe om at lave deres forundersøgelser, når alle ved, at hver dag, der går, kan være et spørgsmål om liv og død. Hvis jeg var kommet i behandling straks efter, at man sporede kræften i leveren, ville jeg måske kunne være reddet,« siger Elva Olsen, der nu langt om længe er kommet i det, man kalder »livsforlængende« kemoterapi på Rigshospitalet.
Elva Olsen retter sin vrede mod Centralsygehusset i Slagelse, som efter hendes mening har været utilgivelig lang tid om at forundersøge hende. Den lange ventetid har nu fået hende til at sende en klage til sundhedsminster Arne Rolighed, ligesom hun har bragt sagen for Sundhedsstyrelsens Patientklagenævn.
»Jeg kræver sygehuset og lægerne draget til ansvar for, at jeg nu ikke er til at redde. De mange måneders ventetid har været en sand rædsel. Mit nervesystem var efterhånden helt tyndslidt. Jeg udviklede en regulær depression.«
Elva Olsen gik til sin egen læge i eftersommeren sidste år, fordi hun havde smerter i højre side. På grund af ventetid på røntgen i Slagelse blev hun først sendt til Kalundborg Sygehus. Her kom hun straks til, og diagnosen var klar:
Kræft i leveren. Lægerne her anbefalede omgående indlæggelse og behandling.
»Da jeg bor i Slagelse tæt på sygehuset, valgte jeg imidlertid at blive yderligere undersøgt og behandlet her. Det skulle jeg imidlertid komme til at fortryde adskillige gange.
Lægerne i Slagelse kunne godt se, at jeg havde kræft i leveren, men sagde, at det var nødvendigt at finde frem til primærtumoren (hovedsvulsten), som måtte sidde et andet sted. Det gik der imidlertid flere måneder med.
Jeg blev scannet, fik undersøgt tarmene osv. Uden at de kunne finde primærtumoren. Man valgte at undersøge mig ambulant i stedet for at gøre det under en indlæggelse.
Dermed kom der til at gå uger mellem hver undersøgelse.
Til sidst valgte hospitalet at give op og sendte mig videre til Kommunehospitalet i Århus. Her fandt man straks - ved den første undersøgelse - en kæmpe, tennisbold-stor, ondartet kræftknude i min ene lunge.
Dermed var det bevist, at lægerne i Slagelse - udover at de var langsomme - heller ikke havde været grundige nok,« siger Elva Olsen.
Datteren Jeanni Andersen supplerer: »Jeg er vred over, at lægerne i Slagelse helt urimeligt har trukket forundersøgelserne ud ved at undersøge min mor ambulant i stedet for straks at indlægge hende og klare det hele straks.
Derved kunne man hurtigt have opereret eller givet kemo.
Da Århus-lægerne opdagede primærsvulsten, var det for sent at gøre noget for hende. Nu får hun endelig lidt livsforlængende kemo på Rigshospitalet.
Men hvorfor startede man dog ikke bare på den behandling allerede i september, hvor man vidste, hun havde kræft i leveren.
Behandlingen er den samme, uanset om man kender til primærsvulsten eller ej. Jeg synes virkelig, man har behandlet min mor elendigt. Og jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at der også er et moment af aldersdiskrimination i det.«
Sundhedsminister Arne Rolighed har netop sendt et svar på klagebrevet til datteren Jeanni Andersen.
Ministeren svarer bl.a.: »Vestsjællands Amt har ikke ønsket at medvirke til at belyse din mors forløb, og jeg går derfor ud fra, at den beskrivelse af behandlingen, som du har givet, er den korrekte.«
Jeanni Andersen: »Det er da utroligt, at amtets sygehusvæsen konsekvent nægter ministeren adgang til at komme til bunds i sagen. Det tyder virkelig på, at man har en sort samvittighed.«
