Københavns Lufthavne afviser rygter om at være hægtet af i budrunde om andel i Budapest Lufthavn i Ungarn.

Københavns Lufthavne (KBHL) er fortsat med i opløbsrunden om at overtage 75 procent af Budapest lufthavn i Ungarn. Det bekæfter lufthavnen i en fondsbørsmeddelelse fredag. De øvrige bydere er Hochtief Airport og Hochtief Airport Capital, British Airports Authorities (BAA), investeringsfirmaet Wallis i samarbejde med Fraport AG og Deutsche Bank og Macquarie Airports.

Det højeste bud er 390 milliarder ungarske floriner svarende til 11,8 milliarder kroner, skriver Bloomberg News.

Den ungarske avis Magyar Hirlap skrev ellers tidligere fredag, at KBHL ikke længere var med i budkrigen om den ungarske lufthavn.

Lufthavnen i Budapest havde sidste år 6,5 millioner passagerer, og oplandet har seks millioner indbyggere inden for en radius på 2 timers kørsel.

- Det er Københavns Lufthavnes opfattelse, at Budapest Airport i de kommende år vil kunne fremvise et af de største vækstpotentialer inden for den europæiske luftfartsindustri, skriver KBHL.

/ritzau/