(**** MICHAEL FALCH, Rockscenen) "Ja goddaw, det er den 28. slædehund - du har edderma'me at komme og høre mig spille." Så mange var ordene i telefonen hér til morgen, da Michael Falchs nye leadguitarist Oliver Steffensen ringede.
Selvfølgelig med henvisning til overtegnedes festival-optakt i B.T. torsdag, hvor jeg kom for skade at skrive, at ikke 27 slædehunde ville kunne trække mig op til at høre Michael Falch i år efter det kedsommelige og pladderpoppede "Greatest Hits" cirkus, han diskede op med hér på festivalen sidste år.Men så ringede altså den 28. slædehund. Og som fast troende på princippet om, at alle skal have en chance mere, skulle Falch selvfølgelig også have én.
Det var så én af mine mere begavede beslutninger, for det viste sig i går på Rockscenen, at Oliver Steffensen - "min nye guitarhelt," som Falch kalder ham - gør en absolut afgørende forskel på oplevelsen af Michael Falch før og nu.
Mens der næppe nogensinde har været tvivl om Michaels oprigtighed og dedikation til sagen rock'n'roll har han i årevis savnet en guitarist, der kunne bakke den troværdighed op.
Det gør han ikke længere.
Når Oliver hugger stikket i og giver den nogle på hegnet i den "Honky Tonk Women"-agtige "Cowboyblå" og i øvrigt spiller fede soli i stort set samtlige numre er Michael Falch lige pludselig - for første gang siden Malurt dagene - en slags rock'n'roller igen.
Og så kan selv aldrende kynikere som Deres afsendte ydmyghed (NOT!) godt klare at brøle med på "Superlove", "Mød mig i mørket", "Sommer på vej" og alle de andre endnu engang.
