1,5 mio. landminer lå gravet ned på den jyske vestkyst efter krigen. Det kostede hundredevis af unge tyske soldater livet, at rydde dem. Én af dem var Willi Bjerregaards far.
Det var på Lemvig Kirkegård, at vreden vældede op i ham. Foran ham stod en nøgen sten hugget ud som et kors. Mejslet ind i den stod navnet Wilhelm Willitz. Og datoen 16. juli 1945.
Ved siden af stod to tilsvarende sten. Gravsten for to unge drenge, der blev 15 år, drenge, der døde på den jyske vestkyst i 1945 sammen med hans far Wilhelm Willitz. Nu lå de alle tre dybt under jorden. Som de landminer, de blev tvunget til at rydde, og som kostede dem livet.
Log ind på BT PLUS og læs hele artiklen om et af de mest inhumane kapitler i dansk efterkrigshistorie.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
1,5 mio. landminer lå gravet ned på den jyske vestkyst efter krigen. Det kostede hundredevis af unge tyske soldater livet, at rydde dem. Én af dem var Willi Bjerregaards far.
Det var på Lemvig Kirkegård, at vreden vældede op i ham. Foran ham stod en nøgen sten hugget ud som et kors. Mejslet ind i den stod navnet Wilhelm Willitz. Og datoen 16. juli 1945.
Ved siden af stod to tilsvarende sten. Gravsten for to unge drenge, der blev 15 år, drenge, der døde på den jyske vestkyst i 1945 sammen med hans far Wilhelm Willitz. Nu lå de alle tre dybt under jorden. Som de landminer, de blev tvunget til at rydde, og som kostede dem livet.
Det, der gjorde den nu 70-årige Willi Bjerregaard vred den dag på Lemvig Kirkegård, hvor han stod foran sin fars grav, var det, der er et af de mest inhumane kapitler i dansk efterkrigshistorie, dét som den nye danske film ’Under sandet’ handler om: Rydningen af landminer på den jyske vestkyst. Udført af unge tyske drenge. Under tvang.
»Jeg kan huske, hvor vred jeg blev, at jeg tænkte ’det skal fandme være løgn, den her historie skal frem’,« siger Willi Bjerregaard om sit første besøg på kirkegården i Lemvig i slutningen af 90erne.
Emnet er betændt og bør - selv om der er gået 70 år - stadig fremkalde vrede. Det mener bl.a. historiker og forfatter Helge Hagemann, som tidligere har skrevet bogen ’Under tvang’ og heri hævder, at Danmark begik en krigsforbrydelse ved at tvinge de unge tyske soldater til at stå for rydningen af de 1,5 mio. landminer, der var gemt under sandet langs den 400 km. lange vestjyske kystlinje.
»Var de krigsfanger, eller var de ikke? Det er blevet diskuteret i årevis. Ja, gu’ var de krigsfanger. Og derfor var det en krigsforbrydelse, at Danmark tvang dem til at rydde miner. For ifølge Genéve-konventionen - som blev ratificeret af Danmark i 1933 - var det forbudt at sætte krigsfanger til farligt arbejde, som minerydning er,« siger Helge Hagemann, hvis bog er inspirationen til filmen, og hvis egen far var en dansk officer, som havde en ledende rolle i organiseringen af minerydningen på vestkysten.
Sprængt i luften
Willi Bjerregaards far Wilhelm Willitz befandt sig dog på den anden side af minerydningsholdet, på den eksplosive side der endte med at koste ham livet.
»Om han var frivillig? Det tror jeg ikke, at der var en eneste af dem, der var,« siger han med eftertryk.
Egentlig er det begrænset, hvad han ved om sin far, for Wilhelm Willitz blev sprængt i luften kun to uger efter, at Willi blev født på Bethesda hjemmet i Aarhus. Som dét, man dengang kaldte en ’tysker-unge’.
Hans mor Ruth var kun 16 år gammel, da hun i efteråret 1944 på en danserestaurant i Horsens mødte den flotte tyske soldat, der var havnet i Danmark på grund af en granatsplint, som ramte ham under tjeneste på den russiske front. Nu blev han ramt af kærligheden, og snart var der oven i købet kage i ovnen.
5. maj 1945 sluttede krigen, Tyskland kapitulerede, Danmark var atter frit. Men for omkring 1.000 unge tyske drenge - herunder Willi Bjerregaards far - ventede en ny dødelig krig, da de af befrielsestropperne blev beordret ud i klitterne for at rydde op efter sig.
Og ingen havde ondt af de tyske soldater, hvoraf mange kun var drenge på 15 år.
Således kan man i dokumentarfilmen ’Livsfare - miner’ fra 1946 tydeligt høre hånligheden, når fortællerstemmen lægger ord til billederne: »Halvanden million landminer havde tyskerne nedlagt på dansk territorium. De fik selv lov at tage dem op igen.«
Wilhelm Willitz var en af de få, der allerede under besættelsen havde været i en mine-kommando. Nu blev han af befrielsestropperne sendt til Rom, syd for Lemvig, hvor han som 29-årig straks blev forfremmet fra almindelig menig til under-officer, og fik formentlig kommando over en gruppe af de unge drenge, hvis liv nu hang i en endnu tyndere tråd end før.
Eller som chefen for den tyske mineskole beskrev det i sin dagbog: »Soldaterne er langsomt og inderligt kommet så langt ud, at de kun under tvang og sitrende over hele kroppen bevæger sig ud i minefelterne.«
Overdynget med kærlighed
Selv om Wilhelm Willitz højst sandsynligt oplevede det samme, var det ikke den slags betragtninger, han fyldte sine breve til Ruth med. Mens hendes mave voksede sig større og større, overdyngede han hende med verbal kærlighed, og kunne næsten ikke vente til den dag, hvor deres barn kom til verden.
Det gjorde han den 2. juli 1945.
»Jeg har skrevet til Ruth to gange, men ingen svar fået. Jeg håber, at både Ruth og den lille er raske. Jeg vil se, om jeg kan komme derned. Mit største ønske er at få den lille at se,« som Wilhelm Willitz desperat skrev hjem til sine forældre i Tyskland ti dage senere.
Men inden brevet nåede frem, var han død. 14. juli eksploderede en landmine på stranden i Lemvig og rev liv med sig. »To dræbte og én hårdt såret« som det lokale dagblad helt nøgternt blot konstaterede. De var jo tyskere.
Den hårdt sårede var Willi Bjerregaards far, som døde af sine svære kvæstelser to dage efter. Og blev begravet på Lemvig Kirkegaard, side om side med de to 15-årige drenge og de 60 andre tyske soldater, der døde alene i Lemvig.
Der er mange andre lag i den pensionerede skolelærer Willi Bjerregaards historie. Men historien om faderens død, og om tidens uforsonlige had til tyskerne er én, der er vigtig og én, han meget gerne holder foredrag om gennem foreningen ’Danske krigsbørn’.
»At det var så systematiseret og brutalt, var jeg slet ikke klar over,« siger Willi Bjerregaard om de unge tyske mineryddere.
»Danskerne ville så meget af med de tyske soldater efter krigen. Undtagen lige det par tusinde, som ikke fik lov til at komme hjem. De skulle lige pille 1,5 mio. landminer op først.
Når man går ind og læser i den tids aviser, står der direkte, at ’det har de sgu godt af’. Man skal langt op i tiden, før stemningen skifter til, at det var en frygtelig katastrofe,« siger Willi Bjerregaard, som på ingen måde er chokeret eller overrasket over danskernes reaktion i 1945.
»Det er jo det samme, vi ser nu i dele af befolkningen. En hadefuld tone overfor nogle, der var anderledes. Tyskerne var vor tids muslimer. De havde gjort forfærdelige ting under krigen, uden at man havde mulighed for at hævne sig. Nu var chancen der. Men skulle man hævne sig, skulle det da være de ledende nazister, der blev sendt ud for at grave minerne op. Og ikke unge drenge.«
Mange af dem ligger på Lemvig Kirkegaard. Sammen med Willi Bjerregaards far.
Selv om han aldrig lærte ham at kende, er han stadig påvirket af faderens historie og voldsomme død.
»Jeg håber bare for ham, at han har været bevidstløs, da det skete.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
SÅDAN FOREGIK RYDNINGEN
Den 400 km lange kyststrækning på den jyske vestkyst udgjorde under Anden Verdenskrig en del af tyskernes atlantvold. Med millioner af miner og befæstningsanlæg skulle den 5.000 km lange vold udgøre et værn og forhindre de allierede i at invadere fra kysten.
Få dage efter tyskernes kapitulation i 1945 blev omkring 2.000 tyske soldater - hvoraf hovedparten kun var store drenge - sendt ud for at rydde den danske strækning for de 1,5 mio. miner, der var gravet ned i sandet langs kysten.
Ved hjælp af tyskernes gamle minekort blev soldaterne sendt ud i hold, som afsøgte et afgrænset område ad gangen med træstave. Ramte staven en mine, lagde soldaten sig i sandet og gravede minen frem med hænderne, hvorefter han på stedet demonterede den og fortsatte.
Når et område var blevet afsøgt, blev soldaterne sendt i samlet flok, arm i arm, gennem området, før det blev erklæret ryddet.
Når så mange unge tyske soldater døde i eksplosionsulykker, skyldtes det dels, at de kun fik en nødtørftig oplæring, dels at deres forplejning var så mangelfuld, at de var afkræftede, når de blev sendt ud i sandet. Dertil kom, at arbejdet blev udført under et enormt tidspres.
Det tog fem måneder at rydde hovedparten af minerne på den jyske vestkyst. Halvøen Skallingen blev dog først endeligt ryddet i årene 2005-2011.
