Hvert år bliver mindst to personer indlagt med hjernebetændelse efter at være bidt af en skovflåt på Bornholm. De bornholmske skovflåter kan nemlig - som de eneste flåter i landet - overføre en særlig hjernebetændelse, der tilmed kan have kroniske følger.

Efter at en undersøgelse netop har vist, at skovflåterne hvert år er skyld i nye tilfælde af hjernebetændelse, foreslår Statens Serum Institut nu, at personer, der jævnligt færdes uden for stierne i skov og krat på Bornholm, bliver vaccineret imod den særlige virus, som flåterne kan overføre.

Overlæge Klaus Bro-Jørgensen fra virusvaccineafdelingen siger, at Statens Serum Institut ikke går ud og anbefaler, at man bliver vaccineret, men siger, at det er rimeligt at overveje muligheden, hvis man færdes meget uden for stierne i skovene på Bornholm.

Det er oplagt at tænke på folk, der arbejder i skoven, og en undersøgelse af 32 raske skovarbejdere på Bornholm viser, at omkring hver femte på et tidspunkt har været smittet med hjernebetændelsen, der kaldes TBE.

Rundt regnet to ud af 100 skovflåter på klippeøen indholder virus, som de kan overføre til mennesker. Ikke altid, men ofte vil det have alvorlige konsekvenser:

Hver tredje person, der smittes med TBE, får symptomer på hjernebetændelse og må indlægges på hospitalet. Af dem må rundt regnet hver tredje regne med at få vedvarende følger som f.eks. træthed, hukommelsesbesvær eller ligefrem lammelser.

Man kan kun forebygge sygdommen ved at undgå at blive bidt af en skovflåt eller ved at blive vaccineret. For i modsætning til borrelia, der også overføres fra skovflåt, kan man ikke nedsætte risikoen for at blive smittet ved at fjerne flåten inden for de første 24 timer, efter at den har bidt sig fast.

TBE overføres formentlig umiddelbart, når flåten bider. Så det gælder om helt at undgå at blive bidt. Hvis man skal uden for skovstierne på Bornholm, er det altså en god idé at iføre sig gummistøvler og lange bukser.

Statens Serum Institut er som en vejledning kommet frem til at foreslå, at personer, der bor eller har fast sommerresidens på Bornholm, og som desuden jævnligt færdes uden for stierne i skov og krat, vaccineres imod TBE.

Hvis man kun skal på et kortere ophold af få ugers varighed, men hvor man til gengæld vil tilbringe en stor del af tiden i skoven, er der også grund til at overveje vaccination.

En enkelt uge på lejrskole på Bornholm er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at Statens Serum Institut vil foreslå en forebyggende vaccination.

Den offentlige sygesikring giver ikke tilskud til vaccinationerne, der skal gives to gange med mindst to ugers mellemrum og igen op til et år efter. Herefter skal der gå tre år inden næste vaccination. Den samlede pris for de første tre vaccinationer vil rundt regnet være omkring 1000 kr. /ritzau/