Vagn Sørensens tid som arbejdsløs topchef kan blive yderst kortvarig. Den tidligere vicekoncernchef hos SAS er i kikkerten til en topstilling i det østrigske Austrian Airlines, skriver dagbladet Børsen.

Umiddelbart efter sin deroute i SAS er han en af fire kandidater til den østrigske toppost, fordi Austrian Airlines skal finde en afløser for chefduoen Herbert Bammer og Mario Rehulka.

Flere østrigske medier nævner den 41-årige Vagn Sørensen som en ny kandidat med gode chancer, fordi han har erfaring i luftfartsbranchen.

Selv om Vagn Sørensen oven på SAS-Maersk Air-kartelsagen har fået mange skrammer herhjemme, har det ikke i samme grad givet genlyd andre steder.

Den tidligere SAS-chef er oppe mod tre andre kandidater, hvoraf de to er fra samme branche. Det er Carl Michel, tidligere chef for British Airways, og Thierry Antinori fra Lufthansa.

/ritzau/