Om man kan lide mandens musik eller ej, er Lars Lilholts åbenlyse engagement en koncert med den gode mand værd
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>LARS LILHOLT BAND, Jelling Festival
I en lang årrække var det således fat i min metier, at man hellere ville breakdance på et leje af pigtråd end man ville sige – for slet ikke at tale om at skrive – noget pænt om Lars Lilholt.
Den gode mand var simpelthen alt det, man ikke (måtte) kunne lide engang: folkemusik-inspireret og med et budskab, som – føj da – primært kolporterede kærlighed og almindelig anstændig opførsel. Fy for fanden da – når man nu engang havde solgt sin sjæl til sortsyn og weltschmerz eller til tordenguderne og hvinende guitarer.
Jeg var selv medvirkende til den langvarige latterliggørelse af Lilholt dengang, og det skal jeg gerne for åben skærm erkende, at jeg skammer mig over i dag. Principielt er det trods alt kun lavkomiske fordomme, der forbyder, at man med lige så stor fornøjelse kan nyde Pantera’s ”Fucking Hostile” som Lilholts ”Café Måneskin”. For nu at sætte tingene på den spids man nu om dage er ved at gå op i, når man hører sine egne gamle fordomme om Lilholt Band gentaget.
Hvilket bringer os til Lars Lilholt Bands glimrende koncert i Jelling lørdag eftermiddag. En optræden, som sådan set kunne nydes alene fordi det er en fornøjelse at opleve en solist, som stadig efter alle disse år er én af de sande troende udi egen musik.
Lars ramte – veloplagt som altid – scenen på Danmarks mest sympatiske festival med sit velspillende band, og uanset om man hælder til blues, folkemusik (irsk og dansk inspireret) eller den forkætrede ”gode sang” gav Lilholt os noget med. Fordi han VIL det, og fordi han TROR – og den slags smitter altså af. Og det i et omfang så en bjældestiv børste i en Motörhead T-shirt ved min side følte sig kaldet til følgende visdomsord:
- Det hær er feiiii! (Jellingsk for ”dette her er fedt,” red.)
Og det havde han sgu’ ret i. For sådan en smuk sommerdag i det jyske, er det fedt, når det selvudnævnte ”lyse nætters orkester” musicerer for os. Faktisk genre upåagtet – det er dén med overbevisningen i metieren igen, folkens. Han mener det, han vil os det godt, og det er simpelthen rart at være en del af.
Det var sommer, det var sol og det var Lilholt, og det var slet ikke så tosset endda. Så lad os for fa’en bare kalde det kærlighed…
