Se, for et år siden fik jeg et helt specielt brev – ja, brev! – fra en læser.
Dette udmærkede menneske var i lighed med så mange andre i årenes løb sympatisk nok og åbenlyst bekymret for mit mentale velbefindende. Hvorfor, Steffen? Jamen, hvorfor dog – som vor læser anførte – skal vi år efter år på Skanderborg læse dine rituelle anmedelser af Johnny Madsens mindst lige så rituelle koncerter?Et så godt spørgsmål fortjener naturligvis et lige så godt svar, og til alt held er Johnny og bandet år efter år selv leveringsdygtige i samme svar: det hér ER simpelthen det bedste traditionelle rock’n’roll band i Danmark. Selv på en eftermiddag som søndag i Skanderborg, hvor de små marginaler måske ikke var helt på Madsen og co.s side, er det en fryd at opleve bandets nådesløse attack i 'Havanna', Knud Møllers guddommelige soli i 'One Man Band' eller Madsens eget glimt i øjet og regulære rævestolte grin over at kunne leve af at stå at brænde flade jokes og fede sange som 'Johnny The Blues' og 'Dans Amigo' af.
- Jamen, for fanden. Jeg KAN ikke blive træt af det dér, som en sidemand sagde.
Og dér, kære læser, er forklaringen på, at du år efter år skal leve med disse rituelle anmeldelser af Johnny. Man kan ikke blive træt af Madsen band, fordi klassisk rock’n’roll simpelthen er tidløs, når den bliver spillet med hjerte, nerve og overskud. Og så har Johnny også fortjent sine linjer.
Jo, gu’ er Johnny Madsens koncerter sgu’ da ritualer. Men ritualer er – hvad disse end måtte indbefatte – er så også nogle af de faste holdepunkter, vi har tilbage i en verden, som er fortvivlende fattig på fællesoplevelser.
