Sebastian solo, Musikhus Aarhus, Rytmisk Sal, Aarhus,
lørdag d. 18. april 2015, fem ud af seks stjerner
Det er efterhånden en gammel nyhed, at Sebastian, efter et par årtier i musicalernes tegn, atter er blevet en særdeles aktiv herre på landets scener. To soloturnéer blev det til sidste år, og i aften - blot en lille uge efter udgivelsen af det nye livealbum "Så blidt til stede: Solo Live" - er han så tilbage i Musikhus Aarhus for at fremføre udpluk fra det lange bagkatalog. Og det skal vise sige, at det netop er dét, han er i aften: Blidt til stede, kan man sige.
Det er nemlig en fokuseret og veloplagt solist, som her 44 år efter sit engelsksprogede debutalbum træder op i Rytmisk Sal; ene mand med to akustiske guitarer. Og et sæt, som spænder fra fra muntre petitesser som "Luftkasteller," "Malkekoen" eller "Ostesangen" til store sangskrivermeritter som "Du er ikke alene," "Her er en sang", "De vilde og de værste" og minsandten også den særdeles behagelige overraskelse "Romeo", som får lov at sætte punktum for sættet i inderlig, akustisk levering.
Der har været en tendens til - også hos undertegnede - at betragte mandens musicalarbejde og de stærke singer/songwriter-(som det hedder i dag)udgivelser fra 70'erne og 80'erne som adskilte størrelser - og måske også musicalerne som et sekundært, lovligt folkeligt appendix i sammenligning med hovedværker som "Den Store Flugt," "Tiderne Skifter" eller (min personlige favorit) "Gøgleren, Anton og de andre."
"Jeg bliver jo lidt ked af det, når folk ser halvfjerdserne frem for det, jeg har lavet siden," bemærkede Sebastian, da jeg for nogle år siden drøftede distinktionen med ham i forbindelse med et interview. Den eftermiddag i København fremkom han også med en pointe, som ikke kan undgå at rinde i hu i aften, ikke mindst under smukt leverede "Så blidt til stede." Han bemærkede, dengang:
"Jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis jeg tog mange af de sange, som der er i de her musicals – selvfølgelig ikke dem, der er decideret låst til en bestemt scene eller en bestemt person (...) men de mere neutrale af dem - at hvis jeg selv havde indspillet dem, med band for eksempel, så var der ingen der ville tænke på, at det var musicalsange."
Fællessang
Og hvorfor nu disse afstikkere til et fire år gammelt interview, når anledningen er aftenens koncert i Aarhus? Jo, kære venner, fordi det i aften står klart, hvordan det hele - også de poetiske parenteser og syng-med-materialet - er en del af historien om Sebastian.
At han både er en seriøs sværvægter blandt sin generations danske sangskrivere og en folkekær formidler, som formår, hvad de færreste kunstere trods alt kan; at være en samlende figur, som forener begavelse med bred appel. Eller som min yngre ledsager noterer sig efter hovedpersonens exit denne lørdag aften: "Jeg har aldrig været til en koncert, hvor folk kunne synge så meget med på sangene." Og at affeje netop den kvalitet vil i sidste ende bare være arrogant.
"Tak for at spendere den bedste sendetid på mig," indleder han lidt over otte og fortsætter, smilende: "Aarhus er jo den by, jeg har besøgt mest gennem mit liv. Det forpligter... så jeg skal forsøge at gøre hvad jeg kan." Det løfte synes han at indfri over aftenens to sæt.
Ikke alene
Der indledes, som ved sidste års koncerter, med et triumvirat af "Sommerfuglen," fine "Hos Ingeborg" og "Bøgetræet". Men siden sniger der sig også vederkvægende overraskelser og tilføjelser ind i sættet i skikkelse af først "Englen på den hvide araber," siden "Hodja fra Pjort" og førnævnte "Romeo," med sin smukt melankolske grundtone:
Der er noget ved denne scene, der minder mig om Romeo og Julie
Hvis ikke det var, fordi det er lissom om der altså mangler en
Du styrter rundt alene, mens du rimer på det allermest uduelige
Der er ingen hjælp at hente, når suffløren holder feriefri
Der er, velfortjent, stående applaus, da solisten forlader scenen efter at have leveret sangen, som han gennem mange år har afholdt sig fra at fremføre solo (Sebastian: "....fordi jeg synes, det er en bandsang"). Og da han vender tilbage for at give "Du er ikke alene," står refrænet som en passende overskrift for hele den seance, vi just har bevidnet.
For i stedet for at længes efter lyden af Sebastian i Montmartre (1978) eller Live(1980), må man i aften i Aarhus mest af alt bare glædes over at bevidne en fornem forening af melodisk raffinement, folkelig appel og lejlighedsvist mesterlig sangskrivning. Dén cocktail er der ikke mange andre end Sebastian herhjemme, som kan diske op med.
