Mægtig maratonkoncert med den nordnorske syrerocktrio Motorpsycho.
Se, det er ikke hver dag, at et norsk band kommer til byen, og med en næsten tre timer lang koncert fuldstændig uimponeret lægger et spillested ned, som var det en ren kutymehandling. Men det var ikke desto mindre, hvad Trondheim-trioen, Motorpsycho gjorde søndag aften i Lille Vega.Hvis du ikke i forvejen kender til dette band, som er lidt af et kultfænomen i hjemlandet med 12 fuldlængdealbums på bagen siden debuten i 1991, så skulle du måske tage at tjekke håndbogen ”Norsk Musik”, hvis den da findes. Gør den ikke, så må den korte beskrivelse være, at Motorspsycho spiller psykedelisk rock med strejf af alt fra jazz over heavy metal til stonerrock.
Inden aftenens koncert, havde nærværende rockredaktør forklaret undertegnede, hvordan han – efter at have set Motorpsycho live – de efterfølgende to uger havde haft fornemmelsen af at være på hallucinater… på den gode måde, forstås. SÅ syret suveræne skulle disse her norske motorneurotikere altså være. Dét måtte selvfølgelig ses (og prøves), så det var i spænding, at man troppede op i et beskedent fyldt Lille Vega, hvor publikum i øvrigt hovedsageligt bestod af nordmænd.
Kunsten at rette op på en skæv start
Det hele startede dog ikke særligt lovende med den 10 minutter lange fesne progsag, ’Serpentine’, men den fik Motorpsycho heldigvis hurtigt rettet op på, først med ’Greener’, så med ’Superstooge’, og for satan, hvor var i sær sidstnævnte en åbenbaring af en tonstung monstermaraton-jam, som var selv Kyuss værdig!
Allervigtigst af alt, så spiller Motorpsycho himmelråbende fedt sammen. Hans Magnus Ryan (guitar, vokal) – der på én gang ligner Charles Manson og Roky Erickson – og den lille hippietrold Bent Sæther (bas, vokal, guitar) holdt skansen forrest på scenen, men bandets største attraktion er faktisk den unge, spinkle trommeslager Kenneth Kapstad, der først kom med i bandet i 2005. Se, dér har De en tøndebasker.
Uden på noget tidspunkt at tabe tråden i de lange, indviklede sange, krydrede Kapstad konstant med jazzfills, skæve rytmer, sære rundgange og kreativt spil. Det var ganske enkelt en fornøjelse at følge.
Et af højdepunkterne var ’Nothing to Say’, hvor hele salen brølede med på det lette omkvæd, men der var desværre også momenter, hvor bandet slap knap så heldigt ud af det, heriblandt materialet fra det helt nye album, ’Little Lucid Moments’, hvorfra især ’Year Zero’ fremprovokerede udvandring og ølpauser blandt publikum. Men igen, så fik vi efterfølgende endnu en tonstung, groovy sag ’Heartattack Mac’. Sådan!
Forunderlig udvandring
Efter knap to timer skulle man tro, at Motorpsycho – og især den storsvedende trommeslager – var for udmattede til ekstranumre, men nej, først blev det til den 25 minutter lange titelsuite fra det nye udspil og til sidst et dyk ned i kataloget til Motorpsychos allerførste, monstertunge album i form af en omtrent 20 minutter lang version af ’Hogwash’.
En sammenlagt knap tre timer lang koncert var dog mere end hvad publikum kunne klare på en søndag aften, hvorfor salen da også nærmest var tom, da trioen for sidste gang trak stikket ud. Så kunne man blot stå og undre sig over, at folk tilsyneladende prioriterer den næste arbejdsdag over norsk rock og rul og afkølet whiskey.
Os der valgte det sidste, fik en oplevelse med Norges formentlig bedst sammenspillede trio overhovedet. Og tak for det, d’herrer Ryan, Sæther og Kapstad!
