Danske Nanna Øland gemmer sig under en enorm fjerdragt - og laver pop, som de er vilde med i USA. Herhjemme er det nok bare hørt før.

Oh Land lagde skarpt ud med strygekvartet og knastør tromme - og så var vi ligesom i gang med en af de koncerter på den århusianske Spot-festivalen, som virkelig skulle trække folk ind i varmen.

Og det er også en af dansk pops allerdygtigste kvinder, som fredag aften havde iført sig en indianer-dragt, som skulle hun signalere noget med lige at komme ind med 16-jetten fra Guds eget land, og indtog Musikhusets store scene. Hun var spot on Spot, sang helt og aldeles fantastisk og var her, der, og allevegne på den scene, mens hun takkede for at være i Århus igen.

Jeg kan ikke huske om det var sidste eller forrige år, hvor hun også stod der, og koncerten dengang var faktisk lige så god, som den jeg hørte fredag. Ja, nok bedre, fordi dengang var det nyt.

Man skal selvfølgelig ikke bebrejde Nanna Øland, at hendes succes afholder hende fra at forny sig lige nu, men det var lidt ærgerligt at bruge så meget tid med P3-hits på en festival, som bryster sig af at have det nyeste, det bedste og det vi andre skal høre det kommende år.

Hun leverede en god koncert, ingen tvivl om det, og det var nok også mere de bløde sæder, der gjorde, at min sidemand døsede hen. Helt sikkert. Men Oh Land blev bare for pænt og nydeligt, og Nannas smukke stemme bliver aldrig rigtig mere spændende.

Ja, hun pitcher perfekt, ja hun svæver rundt i de høje himmellag og ja, hun kan også rappe - lidt, men det blev ensformigt, og vi var der alligevel kun i små 40 minutter. Selvom hendes lette og finurlige pop er en af tidens allerhotteste hit, var der alligevel mere en stemning af, at man skulle se giraffen.

Hende der Nanna, som bare gør det pisse godt ude i verden. Men det viste sig, at det var hende der Nanna, som man har hørt rigtig meget nu - og så også lige endnu engang på Spot. Jeg glæder mig personligt til at høre nye udspil, for der er helt sikkert meget mere i vente fra Oh Land.

Oh Land på Spot Festivalen i Århus, Fredag aften