Jekyll & Hyde, Julie Steincke og Tomas Ambt Kofod
Jekyll & Hyde, Julie Steincke og Tomas Ambt Kofod

 

Der er mørke kræfter på spil i Det Ny Teater. Teatrets nyeste musicalsatsning 'Jekyll & Hyde' er dramatisk, så det er en fryd. Med fornemt spil af Camille-Cathrine Rommedal, Julie Steincke og især Tomas Ambt Kofod, der lægger en ny kunsterisk alen til, hvad man kan normalt vil forvente af en musicalfigur.

Sammenlignet med uhyggen i den oprindelige roman og dens utallige aflæggere og filmatiseringer er 'Jekyll & Hyde' fortalt med musicalens indbyggede store følelsessus; det gør den bare endnu mere fængende.

'The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde', som romanen oprindelig hed, handler om forskeren Dr. Jekyll, der med stor modstand fra kolleger og gejstligheden ønsker at adskille den menneskelige ondskab fra det gode. For derved at kurere ondskaben. Dr. Jekyll eksperimenterer, drikker noget grønt stads og forvandler sig til et dæmonisk natterovdyr, der hærger 1880ernes brostensbelagte smøger i London. Han bliver massemorder.

i 'Jekyll & Hyde' skal doktoren egentlig giftes med den smukke og forfinede Emma Carew, men Mr. Hyde drages mod skøgen Lucy Harris.

Med 'Jekyll & Hyde' skabte forfatteren Robert Louis Stevenson - bl.a. 'Skatteøen' - en banebrydende, universel fortælling om sindets kompleksitet.

Der er åbenlyse religiøse undertoner. Godhed contra ondskab. Uden at Stevenson kunne vide det, er det en historie om skizofreni, et par tiår før, det ord blev opfundet. Det er begær og lyst mod fornuft og kærlighed; Carews irrationelle fascination af det afstumpede hårde. Ja, ladies, Mr. Hyde er noget af en bad boy.

Det evige etiske spørgsmål

Der er det evige etiske spørgsmål: skal der forskes i kure mod menneskelige sygdomme, hvis forskningen indebærer negative konsekvenser og farlige bivirkninger? Skal mennesker og teknologi tages som forskningens gidsler?

Som det siges på scenen: 'Du leger med ilden, når du leger gud'.

Der er nok at tage af. Men det hænger fornemt sammen i denne dunkelt dramatiske og billedskønne sangpoesi, hvor hver enkelt scene har sin egen uomgængelige tyngde. Det er en fornøjelse at se, hvor stramt den historie er bygget op. Hvor godt, det er spillet.

Som regel er en del af fornøjelsen i de store musicals i Det Ny Teater en stort anlagt, pompøs scenografi med utallige sceneskift. I 'Jekyll & Hyde' er der bare én stationær scene, i øvrigt med et par snese tilskuere placeret bag på scenen - som i et auditorium, der er rammen om åbningsscenen.

Men showet viser sig hurtigt mere levende og dynamisk end så mange andre musicals med mange sceneskift. Less is more, eller rettere: less is gore - gore i betydningen gotisk.

Romanen om doktoren og hans lede alter ego, der dræber om natten, er vel nærmest hovedværket indenfor gotisk horrorlitteratur.

I musicalen er statister og skuespillere i konstant bevægelse på den sparsomt, men subtilt oplyste scene, iklædt gevandter som Helena Bonham Carter og goth-kongen Johnny Depp i 'Sweeney Todd'.

Det smarte valg

Ordet 'genialt' trænger sig på. Især når det gælder det smarte valg, at lade forhutlede patienter fra en galeanstalt - og andre luskede typer i konstant bevægelse - blande sig med det primære cast i det Charles Dickenske London.

Netop fortællingens placering i 1880erne indebærer samtidig en udfordring. Trods en fin oversættelse af Christian Lange og Karen Hoffmann, lægges der nogle ret så altmodische talestreger i munden på figurerne i en del af dialogen. Ligesom det er og bliver spøjst at høre danske skuespillere titulere hinanden 'Lady Beaconsfield' og 'Sir Danvers'. Men sådan må det være - og det er værst i de mindst vigtige roller. For de fire hovedroller både taler, synger og spiller medrivende.

Flot symboliseret i en af de mange centrale scener, hvor Jekyll, Emma og to andre (Utterson og Sir Danvers) synger hver sin tekst til samme melodi i 'Hans kald og intet mindre', mens scenen roterer. Hvor elegant og effektfuldt.

Camille-Cathrine Rommedal spiller ofte mere eller mindre komiske figurer på Det Ny Teater, men som Dr. Jekylls udkårne spiller hun både opsætsigt og sødmefuldt - og med autoritet. Hun synger som en drøm i duetten med Jekyll, 'Tag mig som jeg er', i 'Det var som en drøm' og den vildt indtagende og bevægende 'I hans blik', som synges sammen med Lucy.

Der i Julie Steinckes skikkelse er lige så forgabt først i Jekyll, som hun ser som en form for redningsmand, og senere Mr. Hyde, der kan noget med et reb.

Dermed også sagt, at 'Jekyll & Hyde' for en musical er sjældent erotisk. Det havde næppe klaret den daværende dronning Victorias censur, men falder her fint ind i fortællingen om Hydes blodrøde fordærv. Understatet og antydet, som det er.

Steincke vokser for hver gang, jeg ser hende på scenen - sidst var det 'Billy Elliot'. Hun spiller nuanceret og troværdigt, både som gadetøs og senere som en kvinde, der, som hun synger, 'lever på sin drøm'. Realiseret i 'Et nyt liv'.

Så overrumplende overbevisende var Steincke ved premieren her til aften, at man kun kan opfordre de dramatikere, der vælger skuespillere til de mange danske tv-dramaserier og film, til at gå en tur ad Gl. Kongevej.

Og det gælder også for forestillingens absolutte hovedrolle, spillet af Tomas Ambt Kofod. Han har spillet musicals i Danmark i årevis, og uden tilnærmelsesvis at have set dem alle, tør jeg godt udnævne den komplekse rolle som Jekyll/Hyde til et masterpiece.

Kofod springer ubesværet ud og ind af sine to personligheder: Han spiller ekspressivt med ligefremhed og en så realistisk intonation, som det bliver i en klassisk fortælling, samtidig med at han skærer fronterne i Jekyll og Hyde helt skarpt. Synger meget fornemt hele vejen igennem den to en halv time lange forestilling. Lige ud imponerende præstation.

Jeg forlod teatret med fornemmelsen af at have set en musical, der hvad drama, skuespil og nerve angår, tager begrebet musical til et nyt niveau.

'Jekyll & Hyde', premiere torsdag aften, Det Ny Teater. Spiller sæsonen ud.

Tomas Ambt Kofod, Julie Steincke, Camille-Cathrine Rommedahl, Kurt Ravnm, Carl Christian Rasmussen, Christian Berg, Martin Loft, Simon Duus, Ulla Sell, Kim Hammelsvang Henriksen.

Dramatisk idé: Steve Cuden / Frank Wildhorn, Manuskript og sangtekster: Leslie Bricusse, Musik: Frank Wildhorn, iscenesættelse: Daniel Bohr, Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook