Musikeren og DJ’en, KATO, har scoret årets største, internationale pladekontrakt for en dansker

28 år, tidligere vært på Radio Viborg og nu kommende verdensstjerne. Den danske musiker og DJ, KATO, der er døbt Thomas Kato Vittrup, har onsdag i denne uge underskrevet en kæmpekontrakt ved verdens største pladeselskab, Universal Music, der inkluderer single- samt albumudgivelse, tv-reklamekampagne, deltagelse i diverse tv-shows og massiv markedsføring i Tyskland. - Det er helt uvirkeligt for mig. Jeg kan ikke helt forstå, at der kommer en kurer med så stor en kontrakt, som jeg skal sætte min krasser på, siger KATO til bt.dk, kort tid inden kontrakten bliver underskrevet. - Det har selvfølgelig været længe undervejs. Og jeg har altid haft drømmen om at komme udenlands. Det kan ikke blive større, fortæller den nyslåede, internationale stjerne. Pladekontrakten er den største, der er underskrevet i Danmark i år og inkluderer også klausuler om fremtidigt arbejde med kunstneren. Ifølge kilder i branchen, som bt.dk har talt med, er kontrakten på størrelse med den, Alphabeat for et par år siden indgik. KATO har haft massiv succes med pladesalget herhjemme. De to første singler fra albummet - Discolized har storhittet. Hittet - Turn the lights off har solgt guld (15.000) og forventes at sælge platin (30.000) inden for et par uger, mens singlen - Hey Shorty, som er lavet i samarbejde U$O og Johnson, allerede har overskredet 30.000-grænsen. Manager og medvirkende på KATOs single - Turn the lights off, Jon Nørgaard, der blev kendt for sin sejr i Popstars, er lykkelig for KATOs succes. - Det er fantastisk. Aftalen er kommet i stand for et par uger siden. Den indebærer, at singlen brager ud i Tyskland til efteråret. Når man gør det på den tyske måde, gør man det med fuld smadder. Det er verdens største pladeselskab. Så vi er bare lykkelige for, at den er landet nu, det hele har været et stort pokerspil, siger Jon Nørgaard til bt.dk. Samtidig med pladekontrakten, der sætter KATO på verdenskortet, indtager thyboen for tiden førstepladsen på den officielle russiske dance-hitliste med nummeret - Turn the lights off.