I weekenden står der Danmark i den verdenskendte sanger Sir Cliff Richards kalender. Han besøger tre SuperBest-butikker rundt om i landet i forbindelse med lanceringen af vin fra pop- og rocksangerens vingård.

Sir Cliff Richard er manden bag hit som »Summer Holiday« og »Living Doll«. Han har været med i flere film og teaterproduktioner og blev som den første rockstjerne tildelt ridderstand i Storbritannien.

Den afdøde beatle John Lennon har udtalt, at før sangeren brød igennem, fandtes der ikke rockmusik i Storbritannien, som var værd at lytte til. Og så kan den levende legende også lave vin.

Når 74-årige Richard besøger Danmark 2. og 3. maj er sidstnævnte talent, der bringer ham til landet. Sangerens vingård lancerer en ny vin kaldet Adega Do Cantor, der er dedikeret det danske marked. Det skriver GOBIvin, som samarbejder med Cliff Richard om vinen, i en pressemeddelelse.

Verdensstjernen besøger tre SuperBest-butikker hen over weekenden. Første på listen er SuperBest Hjørring lørdag, og samme dag drager Cliff Richard videre til Aalborg for at besøge SuperBest Skalborg Bakke.

Søndag besøger den britiske hitmager SuperBest Frederikssund.

I alle tre butikker vil der være mulighed for at få signeret vinkasserne, oplyser GOBIvin i pressemeddelelsen.

Turbulent 2015

Den kendte sanger, der oprindeligt blev født Harry Rodger Webb i 1940, er en af de mest sælgende musiker i hele Storbritanniens historie næst efter The Beatles og Elvis Presley. Han har formået at holde liv i karrieren i 50 år og er drager stadig på turné.

Trods populariteten kom Cliff Richard i modvind i 2014, da beskyldninger om seksuelt misbrug af en dreng kom frem i medierne. Selv benægtede han på det kraftigste, men så sent som i februar 2015 blev sagen igen blæst op i medierne.

Ifølge et brev fra politimesteren i South Yorkshire, sendt til et medlem af det britiske parlament, var undersøgelsen af Richards angivelige misbrug vokset »betragteligt« i omfang siden august 2014.