Spørgsmål: Jeg har et spørgsmål. Der er så mange, der træner crossfit, men hvad er den ultimative træningsform? Jeg træner i forvejen, men er blot nysgerrig efter dit input. Venlig hilsen Anne-Lene

Chris MacDonald:
Tak for dit spørgsmål. Det korte svar er, at der ikke findes en ultimativ og universel træningsform for alle mennesker. For nogle kan lide at danse, mens andre kan lide at kaste med kugler (red. kettlebells). Overordnet set skal valget af træningsform altid ses i lyset af målet med træningen og gerne være lystbetonet.

Jeg vil forsøge at lave en kort oversigt til dig for at gøre det mere konkret og hvad man kan være opmærksom på, når man skal vælge træningsform.

- Fysisk: Styrke, kredsløb og/eller smidighed. Alle tre elementer er relevante, når man træner og for ens generelle velvære. Denne del skal i høj grad ses i relation til formålet med træningen.

- Mentalt: Find en træningsform man kan lide. Det betyder ikke, at det er sjovt hver gang, men hvis man ikke kan lide at sidde på en cykel, er det en dårlig idé at investere i en racercykel.

- Socialt: Nogle kan lide at gøre det alene og andre kan lide at gøre det sammen. Jeg foretrækker at træne alene, men det er, fordi jeg nyder roen. Mens andre vil have det bedst med aftaler omkring træning, så der kan catches op og trænes på samme tid. Bare husk at træne – imellem samtalerne.

Hvis man kan finde en eller flere træningsformer, hvor alle disse elementer kan inkorporeres, så mener jeg, at man har fundet den ultimative træningsform. Og med ultimativ mener jeg den træningsform, som passer til lige præcis dig.

Og hvis du trænger mig op i et hjørne og jeg kun må give et svar, så bliver det: At gå en tur! Ganske enkelt – back to basic. Fortsat god træning.

Stay strong, stay graceful!