Københavns Politi måtte lørdag morgen gå offentligt ud og advare især unge mænd i 17-25-års alderen om at bevæge sig rundt på Nørrebro. De to grupperinger i bandekonflikten ved nemlig ikke, hvem hinanden er, og bl.a. derfor er to tilfældige borgere blevet ramt af skud inden for det seneste døgn.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, lægger ikke fingrene imellem efter den udmelding.

»Vi har ikke siden 2. verdenskrig set en sådan udmelding fra politiet. Det er helt uacceptabelt og må fordre en forklaring fra Rigspolitiet, om man med det nuværende mandskab er i stand til at opretholde ro og orden,« siger Preben Bang Henriksen, der udover at være folketingsmedlem også er advokat.

Preben Bang Henriksen kalder det 'en fuldstændig vanvittig udvikling' og han håber, at politiet hurtigst muligt får styr på situationen.

»Jeg har ikke hørt fra Rigspolitiet, at der mangler mandskab, midler eller lovgivning til at opretholde lov og orden. Men får vi en sådan meddelelse er det vor pligt som politikere at handle omgående,« siger Preben Bang Henriksen.

Det var også med alvor i stemmen, at chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Skov, lørdag morgen erkendte, at det er nærmest umuligt for politiet at forhindre det, når unge mænd i bandekonflikten vil dræbe hinanden.

»Når gale mænd i 17-25 års alderen vil bekæmpe hinanden, så er det svært for os at forhindre det. Når to mænd sætter sig op på en scooter og kører ud i et stiområde og skyder, så er det næsten umuligt for os at pågribe dem,« siger Jørgen Skov og fortsætter:

»Hvis jeg var en ung mand i den alder, og jeg er der, hvor de slås, så vil jeg tænke over, hvor jeg færdes, og hvornår jeg tager en taxa, hvornår jeg tager en bus, hvornår jeg cykler, og hvornår jeg vælger at gå. Men en person i min alder, som er over 50 år, er ikke i risikozonen for at blive forvekslet med et bandemedlem«, siger Jørgen Skov.

Pressebriefingen kom efter, at København det seneste døgn har oplevet to skyderier, hvor tilfældige, almindelige unge mænd er blevet ramt. En bare 17-årig ung mand blev sidst på eftermiddagen fredag ramt af et skud fra en pistol, da to 'galninge' på en scooter afgav flere skud mod den unge mand, der er uden relationer til bander og helt tilfældigt var på gerningsstedet; en sti i mellem Tingbjerg og Høje Gladsaxe. Natten til lørdag blev en 19-årig mand skudt i benet i Mimersgade på Nørrebro. Samlet set har der været 6 skyderier i København inden for den seneste uge.

Københavns Politi fortæller, at man er tilstede med så stort mandskab, som det er dem muligt. Samtidig efterforskes der på fuld tryk, beslaglægges våben og foretages anholdelser. Samtidig opfordrer poltiiet borgere til at tage kontakt, hvis man kender nogle, der er involveret i konflikten og være med til at stoppe det. Og man skal hellere ringe og orientere politiet en gang for meget end en gang for lidt, hvis man hører eller ser noget.

»Jeg siger hver dag til mine ledere, vær årvågen og vær klar konstant. Når man har samme alder som aldersgruppen (17-25 år, red.), så er der en risiko ved at færdes i området. For almindelige mennesker uden for aldersgruppen er der 'kun' den risiko, der er, når man bevæger sig rundt i et område, hvor der bliver skudt. Men hvis man er en ung mand i aldersgruppen, ja så er der en risiko, og vi kan kun sige, pas på jer selv, tænk på hvor I er, samt på hvordan og hvor I går rundt.«

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt kalder situationen 'uhyggelig'.

»Bandeproblemerne har aldrig været mere vanvittige og åbenlyse, end de er i øjeblikket. Det er ganske forfærdeligt. Når uskyldige mennesker bliver ramt, er det endnu mere alvorligt, end når de rammer hinanden. Så bliver det rigtig uhyggeligt,« siger han.

Og i Folketinget er det ikke kun Venstres retsordfører, der er rystet.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen (S) er parat til at give politiet, hvad de beder om.

»Det her understreger, hvilken galskab der er tale om, og hvor fuldstændig vanvittig situationen er. Vi har en klar forventning om, at alle sejl nu bliver sat til for at stoppe konflikten. Vi har allerede indkaldt til en politisk drøftelse i starten af næste uge, hvor vi bl.a. vil bede om en status over, hvad der er sat i værk. En tilstand, hvor man må gå ud og advare unge mænd mod at bevæge sig rundt i området, kalder på endnu større indsats. Og at vi politisk bakker op og sørger for at prioritere, så politiet har alle nødvendige ressourcer. De skal have, hvad de beder om nu,« siger Trine Bramsen.

Konservatives retsordfører, Naser Khader kalder det en falliterklæring, men alligevel er det vigtigt, at politiet går ud og advarer befolkningen.

»Det er helt uforståeligt, at vi er nået her til. Vi har lavet 'bandepakke tre,' der giver politiet mange nye redskaber, og det har de brugt i Aarhus Vest. Der har de fået styr på det nu. Der skal være massiv tilstedeværelse i området, og det vil sige mobile politistationer. Hvis der mangler ressourcer, må de trække på andre politikredse og andre steder fra. Der er tre hovedprioriteter for politiet lige nu, og det er kontrol med grænsen - både pga. jihadister, der er på vej mod Vesteuropa og flygtninge -, terrorbekæmpelse og bandekonflikten,« siger Naser Khader

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen kalder det 'først og fremmest en vild situation'.

»Det viser desværre bare, hvad det er for en situation, vi har med at gøre. Vi må bare sætte flere ressourcer ind for at bekæmpe bandekriminaliteten, og det betyder, at de betjente, der er beskæftiget med at bevogte terrormål må tilbage og så må forsvaret overtage den opgave,« siger Peter Kofod Poulsen, der også ser frem til at få en briefing af justitsministeren hurtigst muligt.