Lastbil og personbil var involveret i færdselsuheld, og det giver lang kø for trafikanter, der vil mod vest.

Et færdselsuheld på Storebæltsbroen giver søndag eftermiddag store forsinkelser for bilister, der vil fra Sjælland til Fyn.

Storebæltsbroen er blevet spærret for trafik i vestgående retning på grund af uheldet, som er sket oppe på højbroen cirka klokken 16.45. Tre personer er kommet til skade i ulykken, hvor en lastbil og en personbil var impliceret, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Vi har spærret for at give redningsmandskab plads,« siger vagtchef Stefan Jensen hos politiet.

Vejdirektoratet forventer, at broen tidligst klokken 18 vil være åben igen. Køen begynder ved betalingsanlægget.

/ritzau/