110 mand fra Skat og politi har hele fredagen gennemført aktioner i og omkring Gellerupparken i Aarhus.

Skat og politi har fredag gennemført en storstilet kontrolaktion i Aarhus Vest.

Fra den tidlige morgenstund var Skat og politi i aktion ved flere indfaldsveje til Gellerupparken. Formålet med aktionen var at sikre, at udenlandske biler, der burde have betalt dansk registreringsafgift, også får det gjort.

Af de 34 biler, som blev kontrolleret, var registreringsforholdene ikke i orden i fem tilfælde.

- I tre tilfælde stødte vi på en dansk chauffør i en udenlandsk ejet bil. Og det må man ikke. Så det kommer til at koste dem en bøde på 1500 kroner, fortæller afdelingsleder Erik Rosenbæk fra Skat.

Præcis klokken 15.00 begyndte omkring 110 medarbejdere fra Skat, politi, Fødevarestyrelsen, Pensionsstyrelsen og Beskæftigelsesforvaltningen ved Århus Kommune en kontrol af 22 virksomheder i Bazar Vest og i et butikscenter på Emmasvej i Aarhus.

Formålet med kontrollen var at afsløre skattesnyd, sort arbejde og socialt bedrageri.

- Vi ved, at sms-kæderne fungerer i området, så derfor var det vigtigt, at alle kontroller blev igangsat samtidigt, så der ikke var nogen, der havde mulighed for at advare hinanden, siger Erik Rosenbæk.

Skats foreløbige resultat fra eftermiddagens aktion er, at der blev mødt fem med første arbejdsdag, 15 ansatte, der samtidigt var på offentlige ydelser og to mindre partier vandpibetobak blev beslaglagt.

- Der var desværre syv personer, der ikke ville tale med os, så de stak af i det øjeblik, vi viste vores skilte. Derudover har vi besluttet at undersøge 14 virksomheder nærmere, siger Erik Rosenbæk.

Skats medarbejdere besøgte blandt andet en virksomhed, der var registreret som ophørt, men alligevel var der kunder i butikken og prisskilte udenfor.

/ritzau/