Det er aldrig før lykkedes at opklare en 20 år gammel drabssag i Danmark, fortæller kriminalinspektøren i Københavns Politi.

Drabschef Ove Dahl tøver ikke med at kalde det 'Danmarks-historie', hvis det lykkedes at få opklaret et 20 år gammelt drab og få manden dømt.

- Jeg har selv været mere end 20 år i drabsafdelingen, og var mellemleder i 1990, hvor Fasanskov-drabet på Lene Buchardt Rasmussen fandt sted. Det var en af de første sager, hvor vi fik sikret sæd og blod, så man her i nyere tid, har noget at arbejde videre med, fortæller Ove Dahl til bt.dk.

Første gang en DNA-test indgik som teknisk bevis i en sag, var i forbindelse med drabet på 10-årige Susan Rasch Ipsen i Brøndby Strand i 1998.

- Da vi sikrede os sæd og blod i 1990, var det, fordi vi havde en forventning om, at det en gang i fremtiden ville kunne bruges i opklaringsarbejdet. Det er det, der nu er sket for os, siger Ove Dahl.

Hvis det lykkes at få opklaret det 20 år gamle drab, vil der altså være tale om Danmarkshistorie. Den eneste anden 'ældre' sag Ove Dahl kan huske er blevet opklaret, var et 6 år gammelt drab, der i slutningen af 80'erne blev opklaret ved hjælp af et fingeraftryk.