Fra nytår skal alle nye pas indeholde fingeraftryk. Prisen på et pas kommer til at stige med 25 kroner.

Alle, der skal have nyt pas efter nytår, kommer til at aflevere sit fingeraftryk. Det skyldes et krav fra EU, som skal sikre, at myndighederne i højere grad kan kontrollere, at passets bærer nu også er den retmæssige indehaver.

Ifølge Borgerservice i København kommer prisen på et af de nye pas til at koste 25 kroner mere end i dag. Prisen stiger nemlig til 625 kroner for voksne mellem 18 og 64 år. Personer over 65 skal fremover betale 375 kroner.

Kun børn under 12 år får i fremtiden lov til at slippe med 115 kroner. De skal nemlig ikke aflevere fingeraftryk. Men børn i alderen 12-17 år fremover skal af med 140 kroner for et pas.

Det er dog langtfra alle, der skal en tur forbi borgerservice for at få skannet fingeraftryk lige med det samme. De nuværende pas er nemlig gyldige frem til udløbsdatoen.

Det nye pas vil blive udstyret med en chip. Her vil informationen om fingeraftrykket blive lagret elektronisk. Man behøver altså ikke at frygte udtværede blækfingre i rejsedokumentet.

De fleste forbinder sikkert fingeraftryk med efterforskning af kriminalsager. Man skal dog ikke være bange for at blive indblandet i en politisag, hvis man skulle have sat sine fedtede fingre nær et gerningssted.

Fingeraftrykkene vil nemlig udelukkende blive brugt til passet og kommer ikke til at indgå i politiets fingeraftryksregister.

Flere lande bruger allerede fingeraftryk i forbindelse med identifikation i for eksempel lufthavne. Danskere, som har været i USA vil vide, at man her får skannet sine fingeraftryk, når man rejser ind i landet.

/ritzau/