En 36-årig mand med udenlandsk statsborgerskab blev natten til lørdag ramt af skud i benet.

Da B.T. fangede vagtchef Thomas Hartmann ved Midt- og Vestsjællands Politi lød meldingen på, at den 36-årige mands tilstand var kritisk.

Lørdag morgen fortæller politikredsen i en pressemeddelelse, at manden er uden for livsfare. Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet ved Agerhuset fredag klokken 23.00.

»Der er tale om en udenlandsk statsborger, som ikke er bosat i Danmark. Han er i kritisk tilstand, men i live,« sagde vagtchef Thomas Hartmann natten til lørdag.

Massivt fremmøde af politi og læger i Greve.
Massivt fremmøde af politi og læger i Greve. Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

Ifølge vidner blev der affyret flere skud i området, og efterfølgende flygtede flere personer i en sort personbil af mærket Audi og muligt modellen A 6 i ukendt retning.

Politiet kan ikke udelukke, at skyderiet er banderelateret. Ifølge vagtchefen har der tidligere været konflikter i det område, hvor skyderiet fandt sted.

Kl. ca. 23.15 fik Københavns Vestegns politi en anmeldelse om en brændende bil på Klausdalsbrovej, Herlev.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket nogen afgive skud eller den sorte Audi personbil i Greve-området i forbindelse med skyderiet. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 eller via nærmeste politi på tlf. 114 med oplysninger og tip i sagen.