En mand måtte samles op af redningshelikopter efter at være faldet i vandet. Hans tilstand er ukendt.

En mand faldt søndag aften over bord fra et sejlskib i Kalundborg Fjord.

- Vi får en melding om mand over bord og sender en redningshelikopter af sted. Den finder ham og flyver ham til Rigshospitalet, fortæller vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter, der blandt andet står for søredninger.

Der var kun to mand om bord på skibet, og en hjemmeværnskutter blev sendt ud for at hjælpe den anden mand ind til Kalundborg.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi kan man midt på aftenen ikke oplyse, hvor gammel manden, der faldt over bord, er, eller noget om hans tilstand.

- Vi ved ikke så meget endnu, siger vagtchef René Søe Pedersen.

Politiet skal også tale med den anden mand om, hvad der er sket.

- Vi er på vej til Kalundborg og har endnu ikke talt med ham, men vi har fået at vide, at han naturligvis er meget rystet, siger vagtchefen.

/ritzau/